Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europæiske aktier rammer højeste niveau i 23 måneder

2/1 09:50

Det fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600 har tirsdag fra åbningen nået det højeste niveau i 23 måneder.

Indekset med de 600 største europæiske aktier stiger på årets første handelsdag 0,4 pct. til 481,02, og det fortsætter dermed den optur, der blev indledt i slutningen af oktober.

Indtil videre er indekset vokset knap 12 pct. siden fremmarchens begyndelse.

Øverst i det brede indeks tårner tirsdag A.P. Møller-Mærsk, der fortsat understøttes af stigende fragtrater efter angrebene på handelsskibe i Det Røde Hav. Senest er et af Mærsks skibe blevet angrebet og forsøgt bordet.

Den positive stemning har i høj grad været drevet af, at markedet føler sig mere og mere overbevist om, at renterne skal ned i løbet af 2024 - ikke blot i Den Europæiske Centralbank, ECB, men også hos den amerikanske pendant Federal Reserve.

For ECB's vedkommende har markedet indregnet en sænkning af indlånsrenten til 2,30 pct. i år fra nuværende 4,0 pct., mens der i USA er ventet en sænkning til 3,80 pct. fra 5,25-5,50 pct.

I USA har centralbanken da også tilkendegivet, at renten ventes at blive sat ned til 4,625 pct. i år, da indsatsen mod den stigende inflationen og det brandvarme jobmarked efterhånden har båret frugt.

Mindre overbevist synes topfolkene i ECB dog at være. Den østrigske centralbankchef, Robert Holzmann, har blandt andet afvist at garantere en nedsættelse af renten i 2024, og ECB-næstformand Luis de Guindos har efterlyst afgørende tegn på, at inflationen er aftagende.

Inflationen i eurozonen var i november 2,4 pct. - tæt på ECB's mål på omkring 2 pct. om året. Det er dog ventet, at blandt andet stigende lønomkostninger vil puste til inflationen i december. Eurostat offentliggør fredag tallet for inflationen i eurozonen i december. Økonomerne skønner her en prisstigningstakt på 3,0 pct.

.\\˙ MarketWire