Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Kina fik en af de ringeste økonomiske vækstrater i tre årtier i 2023

17/1 06:34

Den kinesiske økonomi voksede langsommere end forventet i fjerde kvartal, og set over hele året havde landet en af de ringeste årlige vækstrater i mere end tre årtier tynget af en lammende ejendomskrise, trægt forbrug og global uro.

Det viser de officielle vækstdata offentliggjort af National Bureau of Statistics i Beijing onsdag morgen, der samtidig bekræfter premierminister Li Qiangs usædvanlige afsløring af tallene på World Economic Forums Davos-konference tirsdag.

Bruttonationalproduktet, BNP, voksede med 5,2 pct. i hele året, mens analytikerne havde ventet en vækst på 5,3 pct.

Ses der udviklingen i fjerde kvartal isoleret, var der en stigning på 1,0 pct. i sæsonkorrigerede tal, hvor analytikerne havde estimeret en vækst på 1,1 pct., mens der kvartalet før var tale en vækst på 1,5 pct.

Væksten er godt nok en forbedring i forhold til væksten i 2022, hvor aktiviteten blev lammet af de ekstremt stramme covid-19 regler. Men ses der bort fra årene med pandemi markerer 2023 den svageste kinesiske vækst siden 1990.

Fra politisk hold i Beijing var der sat et vækstmål på "omkring 5 pct." for sidste år.

Året startede ellers suverænt med et post-pandemisk opsving, men aktiviteten løb tør for damp inden for få måneder, da manglende tillid blandt husholdninger og virksomheder ramte forbruget sideløbende med den længerevarende uoverskuelige ejendomskrise, rekordhøj ungdomsarbejdsløshed og global afmatning også kaste grus i den kinesiske vækstmaskine.

Eksporten - der historisk set er en vigtig vækstfaktor - faldt sidste år for første gang siden 2016, ifølge data offentliggjort fredag.

Samtidig er væksten ramt af de geopolitiske spændinger med USA og bestræbelser fra vestlige nationer på at reducere afhængigheden af Kina og/eller diversificere forsyningskæderne.

Mens det officielle kinesiske vækstmål for indeværende ventes annonceret i marts, forudser Verdensbanken i den seneste vurdering af den globale økonomi, at den kinesiske vækst vil aftage til 4,5 pct. i 2024 på baggrund af en svagere indenlandsk efterspørgsel og tiltagende geopolitiske spændinger.

En sådan afmatning ville kaste en skygge over den økonomiske vækst i hele Østasien og Stillehavsregionen, som forventes at aftage til 4,5 pct. i år fra 5,1 pct. i 2023.

.\\˙ MarketWire