Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA undgår nedlukning med ny midlertidig budgetaftale

19/1 06:34

Repræsentanternes Hus i USA har sent torsdag aften dansk tid stemt for en ny midlertidig budgetaftale, der skal forhindre en nedlukning af dele af den offentlige sektor.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed har aftalen fået grønt lys i begge Kongressens kamre, efter Senatet ved en afstemning torsdag også godkendte lovforslaget.

Det sendes nu til USA's præsident, Joe Biden, hvor det skal endeligt godkendes.

Aftalen skal sikre finansiering af den føderale regering frem til 1. marts.

Andre dele, herunder militæret og landets grænsekontrol, er sikret finansiering frem til den 8. marts.

Begge kamre havde fremskyndet deres afstemning til torsdag på grund af udsigt til snestorm fredag. Det skabte bekymring for, at lovgiverne ikke ville kunne rejse hjem, efter de havde afgivet deres stemmer.

I Repræsentanternes Hus blev lovforslaget vedtaget med 314 stemmer for og 108 imod. 106 af nejstemmerne kom fra republikanere, mens to kom fra demokrater.

Da forslaget tidligere på dagen var i Senatet, stemte 77 for og 18 imod. Alle nejstemmer kom her fra republikanske senatorer.

- Vi har gode nyheder for USA: Der kommer ikke til at ske en nedlukning på fredag, sagde Chuck Schumer, der leder Demokraterne i Senatet, efterfølgende.

- Fordi begge sider har samarbejdet, forbliver centraladministrationen åben. Vi undgår en unødvendig katastrofe, lød det.

Den nuværende finansieringsaftale stod til at udløbe fredag ved midnat amerikansk tid.

Var der ikke blevet vedtaget en ny, ville det resultere i problemer med udbetaling af løn til op mod fire millioner ansatte i den offentlige sektor.

En række aktiviteter som finanstilsyn og forskning ville desuden blive påvirket. Nationalparker ville også lukke.

Den midlertidige løsning kom på banen, efter at forhandlingerne om et helårsbudget gik i stå. Der er også tidligere blevet vedtaget midlertidige budgetaftaler.

/ritzau/