Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 14 November kl 14.00 Læs mere her

Kina giver likviditetsboost til skrantende økonomi med sænket reservekrav

24/1 09:43

Den kinesiske centralbank, People's Bank of China, sænker kravet til, hvor meget landets banker skal holde i reserver med 50 basispoint.

Det er gældende fra 5. februar siger centralbankchef Pan Gonsheng, der fremhæver, at centralbanken vil fortsætte med at benytte værktøjer til at øge likviditeten, skriver Bloomberg News.

En nedskæring på 0,5 pct.point i reservekravet vil give 1000 mia. yuan svarende til 967 mia. kr. i langsigtet likviditet til markedet, siger Pan under en briefing med pressen onsdag.

Sænkning af reservekravet frigør likviditet, så bankerne kan yde lån til kunder og købe flere obligationer for at understøtte den økonomiske vækst.

Centralbanken skar reservekravet to gange i 2023, hvor den sidste reduktion var på 25 basispoint og fandt sted i september.

Meldingen giver et løft til de kinesiske aktiemarkeder, hvor fremgangen for det Hongkong-baserede Hang Seng-indeks er øget til 3,6 pct. til 15.900.

Hang Seng-indekset har haft tre horrible år med en halvering fra toppen over 30.000 i februar 2021 til en bund i mandags under 15.000.

UENIGHED OM TILTAGET ER NOK TIL AT REDDE KOLLAPSET MARKED

Blandt markedsdeltagerne er der dog stor uenighed om, hvilken betydning dagens melding kommer til at have for aktiemarkederne på længere sigt.

- Normalt får aktier ikke meget af et løft af sænkninger af reservekravet, men jeg tror, at denne afgørende timing kan betyde, at denne gang er anderledes, vurderer Raymond Chen fra ZiZhou Investment Asset Management ifølge Bloomberg News.

- Vi er på et meget afgørende tidspunkt, hvor en markedsredning er nødvendig, og en sådan plan kunne indikere, at det nu bliver mere end ord, fortsætter han.

At annonceringen er kommet på forhånd tolker Shen Meng fra Chanson & Co som en indikation på, at der ikke er andre effektive værktøjer at dæmme op for nedturen på markedet.

- Tidligere erfaringer viser, at pengepolitiske tiltag for at understøtte den økonomiske vækst har givet mindre effekt, og den tilførte likviditet vil kun bringe et kortsigtet løft til kapitalmarkedet, fortsætter Shen Meng.

En stor del af Kinas økonomiske hovedpine ligger i den hårdt pressede bygge- og ejendomssektor, og med mindre landet formår at få støttet denne, så tror Michelle Lam, økonom fra Societe Generale, ikke på en langsigtet positiv effekt af dagens tiltag.

- Der er kun så meget, de kan gøre i betragtning af den strukturelle boligopbremsning, siger hun, og fortsætter:

- Hvad der er vigtigere er, hvad de kommer til at annoncere på ejendomsfinansieringsmarkedet.

På råvaremarkedet, hvor Kina er en storforbruger, er der dog lidt optimisme at spore, da prisen på kobber løftes til 8532 dollar per ton fra 8450 dollar per ton før meldingen fra centralbankchefen.

.\\˙ MarketWire