Netcompany ser faldende organisk vækst og stigende indtjeningsevne i år
25/1 07:45
Netcompany forventer i 2024 at lande en organisk omsætningsvækst på 7-10 pct. samt en justeret EBITDA-margin på 15-18 pct.
Dermed venter it-koncernen tilbagegang målt på omsætningsvæksten, mens indtjeningsevnen ses forbedret, viser årsregnskab for 2023, der er offentliggjort torsdag morgen.
Målt på midtpunktet for de to prognoser, ligger omsætningsvæksten en del under analytikerkonsensus, mens marginprognosen er en spids under.
Analytikerne ventede ifølge en rundspørge foretaget af Netcompany blandt 13 analytikere en salgsvækst på 9,8 pct. og en justeret EBITDA-margin på 16,6 pct. i 2024.
I 2023 var den organiske vækst på 10,7 pct., og EBIDTA-marginen blev på 14,9 pct.
- Vores prognose for koncernen for 2024 er baseret på en antagelse om, at makro- og geopolitisk usikkerhed i et vist omfang fortsætter, skriver Netcompany.
Netcompany forventer dog ikke, at usikkerheden fortsat vil sætte beslutningsprocesser på pause i det private segment i Danmark, som selskabet oplevede i 2023.
- Vi forventer også et højere aktivitetsniveau i den offentlige sektor i Danmark i 2024 drevet af lovændringer og nye udbud, skriver Netcompany.
.\\˙ MarketWire