Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 14 November kl 14.00 Læs mere her

Netcompanys topchef: Vækstopbremsning i Intrasoft giver ansvarligt prognoseudspil

25/1 09:59

It-selskabet Netcompanys prognoseudspil for i år er ansvarligt og ikke konservativt.

Det siger administrerende direktør André Rogaczewski til MarketWire efter Netcompanys regnskab for fjerde kvartal 2023.

Netcompany forventer i 2024 at lande en organisk omsætningsvækst på 7-10 pct., hvilket vil være et fald fra de 10,7 pct., der blev nået sidste år og midtpunktet er også under analytikernes forventning på 9,8 pct.

Udsigten til en lidt træg vækstudvikling forklarer Netcompanys topchef med en forventning om, at væksten i opkøbte Intrasoft kommer lidt ned efter en vækst på tæt ved 50 pct. i 2023.

Det 235 mio. euro store opkøb af Intrasoft, der blev gennemført 1. november 2021, har været en positiv bidragsyder til væksten sidste år, da divisionen vandt mange projekter under EU, såkaldte RRF-projekter i Grækenland.

- Alt andet lige så forventer vi ikke den hele samme høje vækst på de projekter i 2024, siger André Rogaczewski, der pointerer, at han og resten af selskabets ledelse har taget de ansvarlige briller på og guidet med en vækst på 7-10 pct.

Målt på lønsomheden ses en fremgang i år til en EBITDA-margin på 15-18 pct. fra 14,9 pct. sidste år og en analytikerprognosen på 16,6 pct.

- Så jeg mener faktisk, at vi er godt på vej til at indfri vores langsigtemål, som er 20 pct. margin i 2026 og så op på 8,5 mia. kr. i omsætning, udtaler topchefen efter et år, der gav en omsætning på 6,08 mia. kr.

- Så vi er godt på vej, og vi har også fremlagt, hvordan vi når derhen. Du kan jo altid sige: Nå, er det en lille smule konservativt? Det synes jeg egentlig ikke, jeg synes bare det er ansvarligt, fortsætter han.

Den ansvarlige prognose for omstætningen i år bygger topchefen også på en vækst i visibiliteten, der er et mål for ordrebogen plus den vægtede pipeline, på 17,3 pct. i forhold til et år tidligere, så den for 2024 lyder på 4,9 mia. kr.

- Så der er travlt i butikken, og det er godt, siger en superglad topchef, der blandt andet henviser til mange spændende projekter i både Danmark og internationalt.

Nogle af de internationale projekter er med koncerner, der har aktiviteter i flere lande.

- Så det jo rigtig store systemer, siger direktøren og henviser blandt andet til den nyligt vundne kontrakt på at udvikle og drive den norske lufthavnsoperatør Avinors it-systemer.

SLUTSPURT I DANMARK

Netcompanys danske del af forretningen har været et kedeligt bekendtskab i store dele af 2023 med en negativ omsætningsvækst på 5,1 pct. i tredje kvartal.

- Jeg synes, vi har haft en flot slutspurt I Danmark, siger Netcompanys topchef, der henviser til en vækst i fjerde kvartal i forhold til det pauvre tredje kvartal på 8,1 pct.

I den danske del af forretningen var sidste år et forholdsvis mere stille år inden for offentlig digitalisering, og inden for det private segment var de store enterprise virksomheder også en smule forsigtige, udtaler André Rogaczewski.

- Og når vi kigger ind i 2024, så ser vi mere positive takter. Altså der er flere ting, der sker både i privat og offentlig sektor, udtaler han om udviklingen herhjemme.

BEDSTE FRIE PENGESTRØM NOGENSINDE

Til trods for et lidt usikkert år med geopolitisk uro og folk, der snakker om hårde tider, så sluttede det positivt målt på den frie pengestrøm, der i fjerde kvartal nåede 382 mio. kr., hvilket er det højeste niveau nogensinde.

- Kunderne betaler deres regninger. Vi kommer igennem med vores projekter og får vores betalingsmilepæle indfriet. Så forretningen ruller, udtaler Netcompanys administrerende direktør.

Den stærke pengestrøm er også bevæggrunden for, at selskabet kan påbegynde første tranche af sit aktietilbagekøbsprogram på samlet set 2 mia. kr.

Netcompany har i forbindelse med dagens regnskab annonceret, at det vil tilbagekøbe egne aktier for 150 mio. kr. frem til 1. maj 2024.

.\\˙ MarketWire