Microsoft afskediger 1900 medarbejdere i gaming-forretningen
25/1 16:40
Microsoft vil afskedige 1900 medarbejdere på tværs af hele sin computer- og videospilsdivision. Det inkluderer også medarbejdere i nyligt opkøbte Activision Blizzard, der står bag populære franchises som Call of Duty og World of Warcraft.
Det skriver Bloomberg News.
I en e-mail til medarbejderne har chefen for Microsofts gaming-forretning, Phil Spencer, skrevet, at afskedigelserne repræsenterer cirka 8 pct. af divisionens 22.000 ansatte.
- Sammen har vi prioriteret, identificeret områder med overlap og sikret os, at vi alle er på linje med de bedste muligheder for vækst, skriver Phil Spencer i e-mailen.
Afskedigelserne kommer, kun tre måneder efter at Microsoft gennemførte opkøbet af Activision Blizzard i en transaktion på 69 mia. dollar, svarende til 473 mia. kr.
Microsoft-aktien stiger torsdag 0,9 pct. efter en times handel, og der er dermed stort set dødt løb i den vigtige konkurrence med Apple om at være verdens mest værdifulde selskab
Torsdag eftermiddag er Microsofts markedsværdi 3019 mia. dollar, mens Apples ligger en my højere i 3020 mia. dollar.
.\\˙ MarketWire