Express Bank lukker aktiviteter i Danmark, Norge og Sverige
26/1 14:02
(opdateres)
Den digitale bank Express Bank, som er ejet af franske BNP Paribas, lukker sine aktiviteter i Danmark, Norge og Sverige.
I Danmark har ca. 220 medarbejdere i Express Bank fået at vide, at deres arbejdsplads lukker.
Det skriver Finansforbundet i en pressemeddelelse.
- Det er enormt trist for de berørte medarbejdere, at Express Bank lukker deres aktiviteter i Danmark, Norge og Sverige. Vores fokus er naturligvis på de berørte medarbejdere og på at hjælpe både dem og tillidsrepræsentanterne i virksomheden så godt som overhovedet muligt, siger Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet.
Express Bank blev etableret i 1987 som et samarbejde mellem Handelsbanken og Dansk Supermarked. Den digitale forbrugerbank fik i 2008 banklicens i Norge, som var næste stop i ekspansionen, men det svenske marked kom på i 2017 gennem opkøbet af SevenDay.
Virksomheden er et 100 pct. ejet datterselskab hos BNP Paribas Personal Finance, som er en del af den store franske finanskoncern BNP Paribas Group.
I Danmark har Express Bank hovedkontor i Taastrup.
Nu skal det afklares, hvordan og hvornår virksomhedens aktiviteter lukkes ned, og tillidsrepræsentanterne i Express Bank går gang med forhandlinger om det videre forløb for de berørte medarbejdere, fremgår det endvidere.
- Det er helt afgørende, at medarbejderne kommer rimeligt og fornuftigt videre. Tillidsrepræsentanterne skal nu i dialog med virksomheden om, hvad der mere konkret skal ske i den kommende periode. Den proces følger vi nøje og understøtter så godt vi kan, og så vil vi naturligvis derfra fokusere på at hjælpe vores medlemmer godt videre i deres arbejdsliv, siger Dorrit Brandt.
.\\˙ MarketWire