ECB's Centeno foretrækker tidligere og mere gradvise rentenedsættelser
29/1 11:21
Den Europæiske Centralbank, ECB, bør starte rentenedsættelserne "tidligere snarere end senere" og med små skridt snarere end større.
Det siger Mario Centeno , centralbankchef i Portugal og medlem af Den Europæiske Centralbanks (ECB) Styrelsesråd, til Reuters.
ECB besluttede på sidste uges rentemøde i banken at fastholde sin ledende rente på rekordhøje 4 pct. Centeno havde ikke stemmeret denne gang, men bakker op om den beslutning.
ECB-chef Christine Lagarde sagde efter mødet, at konsensus omkring bordet var, at det var for "tidligt at drøfte rentenedsættelser".
Nogle ECB-folk har givet udtryk for, at de vil vente med løndata for første kvartal i maj, for at se en anden runde af inflationseffekter.
Centone mener ifølge Reuters imidlertid, at man ikke behøver at afvente dem, da der ikke er tegn på tegn på sådanne effekter efter to år med tæt monitorering af udviklingen.
- Der er en masse information, og at være data-afhængig er ikke at være løndata-afhængig. Vi behøver ikke at vente til maj måneds løndata for at få en ide om inflationens udvikling, siger Mario Centeno.
Han mener, at der er en "masse beviser på, at inflationen falder på en vedvarende måde" i retning af det mellemfristede mål på 2 pct.
Inflationen har på det seneste vist overraskende fald, og udeblivelsen af nye prischok betyder, at næste skridt for ECB-renten er en nedsættelse.
- Vi kan reagere senere og kraftigere eller tidligere og mere gradvist. Jeg går helt ind for det gradvise scenarie, fordi vi er nødt til at give de økonomiske aktører tid til at tilpasse sig vores beslutninger, uddyber Mario Centeno over for Reuters.
Han håber på en kontinuerlig, bæredygtig trimning og ser trinvise nedsættelser på 25 basispoint som "en god målestok".
.\\˙ MarketWire