Asien: Kinesiske aktier fortsætter deroute - amerikansk rentebeslutning afventes
31/1 06:54
De asiatiske aktier falder over en bred kam onsdag, hvor især det kinesiske marked vakler efter endnu et tegn på fortsat økonomisk deroute i verdens næststørste økonomi.
Samtidig afventes dagens rentebeslutning fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan falder 0,5 pct. og er på vej mod et månedligt minus på hele 5 pct., der vil udradere de seneste to måneders fremgang.
Udsalget af kinesiske aktier fortsætter i Hongkong, hvor manglen på ny stor stimulans fra myndighedernes side understreges af faldende aktivitet i fremstillingssektoren for fjerde måned i træk.
Samtidig øges bekymringerne over landets problemramte ejendomssektor, efter mandagens retskendelse om likvidationen af ejendomsgiganten China Evergrande Group.
Den kinesiske regering har allerede forsøgt at lægge en bund under aktiemarkedet med en markant reduktion af bankernes reservekrav og forbud mod short-selling, men alligevel fortsætter kapitaludstrømningen.
- Der er åbenlyse tegn på, at de ikke ønsker, at markedet skal falde længere. Indtil sidste uge troede de på en eller anden måde, at de kunne slippe af sted med bare nogle små tiltag, siger chefanalytiker Mark Matthews fra Julius Baer i Singapore ifølge Reuters.
Hongkongs Hang Seng-indeks dropper 1,1 pct. tynget af ejendoms- og teknologiaktier. Shanghai Composite falder samtidig med 0,7 pct., og CSI 300 dykker 0,4 pct.
De japanske markedsdeltager er afventende op til dagens rentemeddelelse fra den amerikanske centralbank.
- Der er sandsynligvis en afventende tilgang forud for offentliggørelsen af resultaterne fra Federal Open Market Committee (FOMC), siger analytiker Toshiyuki Kanayama fra Monex i Tokyo til AFP.
FOMC er Federal Reserves renteudvalg.
Nikkei 225 stiger 0,1 pct., og Topix-indekset øger 0,5 pct.
På andre af regionens børser er udviklingen blandet. Kospi-indekset i Sydkorea viger 0,3 pct., mens Singapores Strait Times-indeks ligger med et plus på 0,1 pct.
Taiwans Taiex-indeks lukker med et minus på 0,8 pct. og ASX-indekset på børsen i Sydney slutter dagen med et plus på 1,1 pct.
De amerikanske aktiefutures indikerer en marginal stigning i Dow Jones, mens S&P 500 og Nasdaq står til at falde 0,4 pc.t og 0,8 pct., når handlen starter i New York senere på dagen.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | +0,1 |
Topix | +0,5 |
Hongkongs Hang Seng | -1,2 |
China Shanghai Composite | -0,7 |
China CSI 300 | -0,4 |
Taiwan Taiex | -0,8 |
Sydkoreas Kospi | -0,3 |
Indiens BSE Sensex | +0,5 |
Singapores STI | +0,1 |
Sydney ASX 200 | +1,1 |
.\\˙ MarketWire