Danske Banks topchef overtog roret for tre år siden: Det har været noget af en rejse
2/2 12:43
Carsten Egeriis blev i april for snart tre år siden topchef for Danske Bank. Den dengang 44-årige nyslåede bankdirektør Carsten kom fra en intern stilling som risikochef i banken.
- Det er klart, at det har været noget af en rejse. Jeg kom i banken i august 2017 som risikoansvarlig i direktionen, og så fik jeg CEO-posten for snart tre år siden, siger Carsten Egeriis og fortsætter:
- For tre år siden var banken et helt andet sted. Der var en masse usikkerhed omkring compliance, risikostyring, Estlands-sagen og gældssag. Der var også masser af områder i banken i forhold til det kommercielle, hvor vi havde udfordringer, siger bankdirektøren.
Da Carsten Egeriis tog over efter Chris Vogelzang, der forlod banken, fordi han var udpeget som en af flere mistænkte i forbindelse med en mulig hvidvasksag i Holland.
Den forholdsvis nye topchef overtog en bank, der havde fået ridser i sit image med en milliardstor hvidvasksag, en gældssag og flere andre møgsager, der væltede ud af skabene i hovedsædet ved Holmens Kanal.
Omkostningerne var for høje - og Carsten Egeriis overtog også en omkostningsprocent, der i 2021 endte på 60,3 mod 66,4 året før. I dag er den nede på 48-49 pct. - med en finansiel målsætning om at lande på 45 pct. i 2026.
- Her tre år efter er der en masse områder, der går den rigtige vej. Vi ser bedre kundetilfredshed. Vi ser et stigende antal kunder komme ind i banken, også på privatkundeområdet, som jo har været noget af det mest udfordrende, siger Carsten Egeriis til MarketWire.
- Resultaterne er markant bedre. Men når det så er sagt, så er vi jo ikke nået i mål endnu. Vi har en plan op mod 2026, hvor vi skal styrke banken endnu mere, siger han.
I det netop afsluttede regnskabsår - 2023 - endte overskuddet på 21,3 mia. kr. - det højeste nogensinde i banken 153-årige historie.
- Det vigtigste for mig er, at det her tal afspejler mange års hårdt arbejde hos alle vores medarbejdere i forhold til at styrke banken og få kunder ind og servicere dem og rådgive dem. Det er endnu et tegn på, at vi er på rette spor, siger Carsten Egeriis.
.\\˙ MarketWire