Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Spansk centralbankchef: ECB danser ikke efter markedets pibe

6/2 11:09

Den Europæiske Centralbank, ECB, vil følge sin egen overbevisning i fastsættelsen af pengepolitikken i fremtiden frem for at lade markedets forventninger diktere retningen.

Det siger den spanske centralbankchef og rådsmedlem i ECB, Pablo Hernández de Cos, ifølge Bloomberg News.

ECB-rådsmedlemmet fortæller videre, at han har tillid til, at inflationen bevæger sig i retningen af centralbankens mål om en inflation på 2 pct.

Senest blev inflationen opgjort til 2,8 pct. i januar.

Han fastholder dog, at ECB vil lade kommende data vejlede - et budskab, som mange centralbankkollegaer og ikke mindst chef Christine Lagarde har delt.

- Vi er her ikke for at bekræfte markedets forventninger, siger den spanske centralbankchef.

- Vi følger vores egen vurdering.

Samme holdning deles af den cypriotiske centralbankchef, Constantinos Herodotou.

- Man kan ikke vide nu eller annoncere nu, hvornår rentesænkningerne vil starte, siger han og fastslår:

- Vi er nødt til at se data.

Hidtil har ECB-chef Christine Lagarde givet udtryk for, at centralbanken sandsynligvis vil sænke sin rente første gang til sommer.

Imens venter markedet målt på handel med rentefutures en tæt på lige sandsynlighed for en fastholdelse af indskudsrenten i 4,0 pct. eller en sænkning i april.

Sammenlagt venter markedet, at ECB's rente vil blive sænket til 2,63 pct. i år.

.\\˙ MarketWire