Pandoras topchef om forventninger til 2024: Det er årets første og tidligt på året
7/2 09:33
Den makroøkonomiske usikkerhed med inflationspres og høje renter er fortsat så stor, at smykkeselskabet Pandora vælger et ret bredt spænd i sine forventninger til den organiske vækst i år på 6-9 pct.
- Der er fortsatte mange usikkerheder - og man kan sige, at forventningerne er jo årets første. Sidste år lød vores første guidance for 2023 på en organisk vækst på minus 3 til plus 3 pct. - vi endte på 8 pct. med en organisk vækst på 12 pct. i fjerde kvartal, siger Alexander Lacik, der er direktør for Pandora, i et interview med MarketWire.
- Så nu må vi se, hvordan det kommer til at gå, siger han.
Allerede nu melder smykkeselskabet ud, at 2024 kommer til at være præget af nye investeringer for at opbygge kendskabet til Pandora. Og det gælder både på eksisterende markeder, på nye og på de forskellige smykkekollektioner, som er på hylderne.
Pandora sigter efter en gennemsnitlig vækst i årene 2023-2026 på 7-9 pct.
- Og i år fortsætter de makroøkonomiske omstændigheder. Men vi kan se, at vi tager markedsandele i et vanskeligt marked, siger topchefen og tilføjer, at de kan se, at konkurrenterne også har det svært - nogle endda med negative vækstrater.
Pandora har ikke tænkt sig at stå til - men kæmper fortsat om at øge kendskabet til smykkemærket - og dermed få endnu flere kunder i butikkerne. Men det koster at blive kendt.
Og allerede nu løfter Pandora en mindre flig af, hvordan første kvartal ser ud til at spænde af. Af regnskabet for 2023, der er offentliggjort onsdag morgen, fremgår det, at den første måned af 2024 er påvirket af investeringer i væksten - helt i tråd med strategien Phoenix, som Pandora opdaterede i oktober.
- Som vi sagde på vores kapitalmarkedsdag i London sidste år, så handler det om at øge kendskabet til os. Og det sker gennem flere kanaler og ved at ændre indholdet i din kommunikation. I sidste uge lancerede vi en ny platform: Be Love - det er en side. Den anden er, at vi investerer mere i media, siger Alexander Lacik og fortsætter:
- Der er tale om en ganske betydelig investering. Samtidig fortsætter vi med at ekspandere vores butiksnetværk - og med at bygge vores butikker om til konceptet "Evoke".
FLERE PENGE TIL INVESTERINGER
Og ifølge Alexander Lacik er der råd til at investere i fremtiden. 2023 gav en rekordomsætning på mere end 28 mia. kr., hvor alene fjerde kvartal landede over 10 mia. kr. - hvilket er den højeste omsætning i et kvartal nogensinde.
- Men det interessante rent finansielt er, at vi havde en rekordhøj bruttomargin på 78,6 pct. for hele året og på 79,3 pct. i fjerde kvartal. Der er drevet af det, vi kalder for channel mix og effektivitet i produktionen. Og det er vi ekstremt stolte over. Og når man så høj en bruttomarginal, så har du råd til at gøre en masse andre ting, påpeger topchefen og fortsætter:
- Vi har de senere år kontinuerligt øget bruttomarginal. Jeg tror, at da jeg startede lå den på omkring de 76 pct.
Med en bruttomargin på 78,6 pct. beholder Pandora 0,786 kr. af hver omsatte krone. I fjerde kvartal drejede det sig om 0,793 kr.
.\\˙ MarketWire