Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mærsk vil udskille slæbebådsselskab - Svitzer sendes selvstændigt på børsen

8/2 10:40

A.P. Møller-Mærsk skiller sig nu af med endnu et af sine selskaber, da slæbebådsrederiet Svitzer sendes selvstændigt på børsen.

Det sker som et led i den igangværende strategi, hvor koncernen forenkler sin forretning og fokuserer på at blive et rendyrket logistik- og transportselskab.

- Vi gør det, fordi der ikke er synergier med den øvrige forretning, siger Mærsks topchef Vincent Clerc på et pressemøde torsdag.

Derfor giver det ikke mening for A.P. Møller-Mærsk at fortsætte som ejer af selskabet.

- Vi vil hellere gøre det sådan her, hvor de kommer ud, og det udelukker samtidig ingen muligheder for dem, i forhold til om de så vil fusionere, sælge eller noget andet i en anden fase, siger han videre.

Den forventede første handelsdag for aktierne i Svitzer Group er den 30. april 2024 på børsen i København. Beslutningen skal dog i første omgang godkendes på en ekstraordinær generalforsamling, der planlægges at blive afholdt 26. april.

- I overensstemmelse med sin "Global Integrator"-strategi har A.P. Møller-Mærsk de senere år foretaget adskillige tiltag for at forenkle sin forretning og fokusere på integreret logistik, skriver Mærsk.

- På denne baggrund har bestyrelsen i A.P. Møller-Mærsk besluttet at indlede en udskillelse af A.P. Møller-Mærsks bugserings- og marineserviceaktiviteter gennem en spaltning, lyder det videre.

Tidligere har Mærsk også skilt sig af med sin boreforretning Maersk Drilling - der siden er fusioneret med Noble - gennem en selvstændig notering. Hertil er Maersk Tankers og Maersk Supply Services begge solgt til A.P. Møller Holding, som Mærsk-familien kontrollerer.

I forbindelse med noteringen foreslås det, at aktionærerne i A.P. Møller-Mærsk modtager én aktie i Svitzer Group per Mærsk-aktie à nominelt 500 kr. og to aktier i Svitzer Group per Mærsk-aktie à nominelt 1000 kr.

Spaltningen og fordelingen af Svitzer Group aktier er skattefri i dansk skattemæssig henseende, lyder det fra Mærsk.

A.P. Møller Holding, som ejer cirka 41,5 pct. af aktierne i APMM, har forpligtet sig til ikke at afhænde sin forventede aktiebeholdning i Svitzer Group inden for det første år, dog med forbehold for visse sædvanlige undtagelser, oplyser Mærsk.

Efter planen fortsætter den nuværende topchef for Svitzer, Kasper Nilaus, og det samme gælder for finansdirektør Knud Winkler.

Mærsk foreslår samtidig Morten Engelstoft som formand for bestyrelsen, mens Mærsk-arvingen Robert Uggla bliver næstformand.

.\\˙ MarketWire