Parkens overskud før skat lander i bunden af opjusteret prognose
9/2 13:50
Parken Sport & Entertainment venter at være kommet ud af 2023 med et overskud før skat på 431 mio. kr. ud af en omsætning på 1696 mio. kr
Det fremgår af en børsmeddelelse.
Resultatet før skat lander i givet fald i bunden af den seneste prognose om et overskud på 430-455 mio. kr. Modsat overgår omsætningen de seneste forventninger om et salg på 1625-1650 mio. kr.
Året har budt på kæmpe triumfer for Parkens fodboldhold FC København i Champions League, hvilket har kastet et par opjusteringer af sig.
I august løftede Parken forventningerne med 150 mio. kr., da FC København kvalificerede sig til gruppespillet, og i december fik forventningerne endnu et tryk opad, da FC København vandt 1-0 over tyrkiske Galatasaray og kvalificerede sig til næste runde i Champions League.
Her skal FC København tirsdag i næste uge møde sidste års vinder af Champions League, Manchester City, på hjemmebane i Parken i det første af to opgør.
Parken opjusterede også forventningerne i april, da de dengang kvalificerede sig til Europa League, og endnu en gang i august, inden kvalifikationen til Champions League. Så året har budt på i alt fire opjusteringer. I starten af 2023 ventede Parken blot, at 2023 ville ende med et overskud før skat på 125-150 mio. kr.
Parken kommer med endeligt årsregnskab den 15. marts.
.\\˙ MarketWire