Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

ECB's cheføkonom: Lønvæksten i eurozonen er på rette kurs

25/3 12:55

Lønvæksten i eurozonen er på vej i den rigtige retning - også selv om det vil tage flere år med lønstigninger over det sædvanlige niveau.

Det mener Philip Lane, der er cheføkonom i Den Europæiske Centralbank, ECB, ifølge Bloomberg News.

- Det er at foretrække og uundgåeligt, at vi kommer til at have flere år med lønstigninger over normalen, siger Philip Lane i en podcast udgivet af ECB.

- Men vi er nødt til at sikre, at den simpelthen vender tilbage til normalen. Det er en normaliseringsproces. Og det er her, vi kigger på det, og jeg vil sige, at vi har tiltro til, at det går i den rigtige retning, fortsætter han.

Cheføkonomen bemærker samtidig, at der er gjort "store fremskridt" i kampen mod den stigende inflation. Han vurderer ifølge Bloomberg News, at inflationen i 2025 og året efter bør stabilisere sig i niveauet omkring 2 pct.

- Det er et godt basisniveau. Og essentielt har vi besluttet, at vi i de kommende uger op til rentemødet følger op på vores vurdering. Og hvad jeg vil sige er, at hvis vurderingen bekræftes, så kan vi begynde at se nærmere på at trække nogle af de rentestigninger tilbage, som vi har gennemført, siger Philip Lane.

Forbrugerpriserne i eurozonen steg i februar med 2,6 pct., fremgik det 18. marts i den endelige opgørelse.

Også direktionsmedlem i ECB Fabio Panetta ser udviklingen i inflationen bane vej for en rentesænkning.

- Konsensus i ECB-direktionen har bevæget sig i den retning - særligt i de seneste uger, siger han ifølge Bloomberg News.

ECB holder sit næste rentemøde 11. april, hvor markedet har noget nær udelukket muligheden for en rentesænkning. Først i juni er der indregnet en rentesænkning på 25 basispoint, viser handlen med rentefutures.

.\\˙ MarketWire