Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 24 Maj kl 15.00 Læs mere her

Aktier/åbning: Danske Bank til bunds i rød åbning på ny stor regnskabsdag - ALK stikker af

3/5 09:16

Danske Bank har langt sig i den tunge ende af C25-indekset ved åbningen fredag, der er endnu en stor dag på det danske aktiemarked. Her har flere aktier allerede været i vælten fra morgenstunden, hvor de dermed overtager gulvet efter den klynge af C25-selskaber, som bød på regnskabsbal torsdag.

Uden for eliteindekset er medicinalselskabet ALK på himmelflugt efter et tidligt regnskab og en opjustering.

Den samlede stemning i C25-indekset er negativ med et fald på 0,4 pct. til 1873,50 efter et minus på 0,6 pct. torsdag.

Hertil kan investorerne rette opmærksomheden mod Genmab, der sent torsdag offentliggjorde en bugnende bundlinje, mens Novonesis og Netcompany har budt på regnskaber med fastholdte forventninger.

De seneste dages mange regnskaber har også givet travlhed i analytikerkorpset, som har kvitteret med adskillige justeringer og analyser, der kan påvirke aktiemarkedet fredag.

Torsdag lukkede C25-indekset med et fald på 0,6 pct. til 1881,27 med GN i toppen og A.P. Møller-Mærsk i bunden efter regnskaber.

I eftermiddagstimerne skal investorerne desuden rette blikket mod USA, hvor den amerikanske beskæftigelsesrapport lander og kan give nye indikationer om renten på den anden side af Atlanten.

DANSKE BANK OG NOVONESIS HOLDER FORVENTNINGERNE

Danske Bank fastholder forventningerne til 2024, fremgår det af kvartalsregnskabet fredag morgen.

Det sker midt i fortsat makroøkonomisk og geopolitisk usikkerhed, mens banken dog har leveret stabile og tilfredsstillende resultater i første kvartal, lyder det fra topchef Carsten Egeriis i regnskabet.

Investorerne er dog ikke helt så begejstrede, og aktien sendes ned med 2,7 pct. til 197,65 kr. ved åbningen.

Banken ser dermed fortsat et overskud på 20-22 mia. kr og omkostninger i niveauet 26-26,5 mia. kr. De samlede indtægter ventes hertil uændret at lande højere end sidste år, hvor de var på 52,4 mia. kr.

Også Novonesis gentager forventningerne til 2024 i sin handelsopdatering for første kvartal. Koncernen, der er fusionen mellem Novozymes og Chr. Hansen, venter dermed uændret en organisk salgsvækst på 5-7 pct. og en justeret overskudsgrad, EBITDA-margin, på omkring 35 pct. for 2024.

- Det er en lidt blød start på året, siger finansdirektør Rainer Lehman, der kalder det varslet.

Ved åbningen stiger aktien 0,1 pct. til 389,70 kr.

Hos Netcompany fastholdes forventningerne til 2024 også. It-selskabet venter at nå en omsætningsvækst på 7-10 pct. og en justeret EBITDA-margin på 15-18 pct.

Investorerne kvitterer med et plus til aktien på 7,9 pct. til 282,40 kr.

GENMAB MED BUGNENDE BUNDLINJE

Genmab leverer pæn vækst i første kvartal, hvor supersællerten Darzalex vanen tro trækker det store læs. Det fremgår af regnskabet for perioden, der målt på både top- og bundlinje også slår forventningerne i markedet.

Særligt bundlinjen på 1325 mio. kr. er en del større end ventet efter store positive finansposter på 915 mio. kr. som følge af valutagevinster. Her havde analytikere ventet et overskud efter skat på 783 mio. kr., viser estimater fra Genmab, der er indsamlet før salgstal fra selskabets partnere blev offentliggjort.

Aktien sendes op med 2,1 pct. til 1986 kr.

ALK OPJUSTERER OG FYRER

Allergiselskabet ALK tyvstartede torsdag aften med sit regnskab for første kvartal, der indeholdt en opjustering.

Det bliver taget godt imod i markedet, hvor aktien stiger 14 pct. til 149,30 kr. ved åbningen.

Selskabet klarede sig lidt bedre end ventet målt på såvel indtjening som omsætning i første kvartal, hvor tabletsalget i Europa overraskede positivt og har udløst en lille opjustering af vækstudsigterne for 2024

I hele 2024 venter selskabet nu en omsætningsvækst i lokal valuta på10-13 pct. mod tidligere ventet 9-12 pct.

Selskabet meddelte desuden planer om at nedlægge 125 stillinger.

Nordea har kvitteret ved at hæve anbefalingen til "køb" fra "hold" og et kursmål på 165 kr., fremgår det af et notat.

BØLGE AF KURSMÅL EFTER STOR REGNSKABSDAG

Kursmålet for aktien i A.P. Møller-Mærsk blev sent torsdag sænket til 11.500 kr. fra førhen 12.000 kr. af den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "neutral", fremgår det af Bloomberg.

Den danske rederi-aktie endte i bunden af C25-indekset torsdag, men stiger fredag 0,9 pct. til 9750 kr. for B-aktien.

Kursmålet for aktien i GN blev sent torsdag sat op med 9 pct. til 250 kr. fra førhen 230 kr. af finanshuset DNB Markets.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb", fremgår det af Bloomberg.

Aktien blev torsdag C25-indeksets højdespringer, og stiger fredag 0,9 pct. til 210,40 kr.

Også Pandora var under lup torsdag oven på smykkeselskabets regnskab. Kursmålet er sat op til 1150 kr. fra førhen 1050 kr. af finanshuset ABG Sundal Collier.

Anbefalingen af aktien gentages på "hold", fremgår det af Bloomberg.

Aktien falder 0,2 pct. til 1147,50 kr.

.\\˙ MarketWire