Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Vestas trækker op og Zealand Pharma ned i tæt på fladt marked

16/5 11:48

Det danske aktiemarked ligger torsdag til at stige syvende dag i træk målt på C25-indekset, som ved 11.30-tiden kan notere et spinkelt plus på 0,1 pct. til 1986,04 efter en stigning torsdag på 1,3 pct.

- Det er relativt roligt på indeksniveau, hvor vi ligger i et lille plus, men det kommer også oven på en god dag onsdag, hvor inflationstal fra USA sendte renterne ned og aktierne op. Så markedet holder ligesom stand i det niveau, vi fik skabt i går, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank.

I C25 er der plusser i 11 og fald i 12 af de 24 eliteaktier, men de stigende aktier vægter altså samlet set lidt tungere end de faldende.

Øverst ligger Bavarian Nordic med et plus på 1,7 pct. til 173,95 kr., og det er ottende dag i træk med fremgang i aktien, som startede den gode stime i kurs 151,90 kr.

Vestas er også steget otte dage i træk og kan torsdag middag notere et plus på 1,6 pct. til 200,20 kr. Netop kurs 200 kr. har Vestas tidligere haft svært ved for alvor at bryde op over.

- Vestas-aktien har længe været fastholdt i intervallet 180-200, og hvis den bryder 200, kan det give noget købsinteresse. Det kan i hvert fald godt være et punkt, der er opmærksomhed omkring, for dem, der holder øje med tekniske punkter, siger Martin Munk.

I bunden af C25 ligger Zealand Pharma med et fald på 4,1 pct. til 626,50 kr. efter biotekselskabets regnskab for første kvartal, hvor selskabet også kom med en opdatering på nogle af selskabets udviklingsprogrammer, herunder ikke mindst inden for fedmemidler.

- Der var nogle små forsinkelser i deres pipeline, og det er nok nogen af de ting, der trækker den ned. Derudover er der kommet fedmedata fra Roche, så der er en konkurrent mere, der melder sig under fanerne for alvor. Det kan måske også være med til at presse aktien, vurderer Martin Munk.

I forhold til forsinkelser i pipelinen peger han på, at en ansøgning i USA om godkendelse af Dasiglucagon, der hører inden for området sjældne sygdomme, er forsinket og nu ventes i andet halvår 2024.

Og for fedmekandidaten, Petrelintid, Zealands amylinanalog, som flere har fremhævet som kronjuvelen i selskabets pipeline, afventes nu resultater i slutningen af andet kvartal - mod tidligere i andet kvartal.

- Der var nogen af markedsdeltagerne, der håbede, at det var lige på trapperne her - men det er jo små udskydelser, siger Martin Munk.

Blandt sidepapirerne falder Nilfisk 3,2 pct. til 145,80 kr. efter sit regnskab onsdag aften, hvor forventningerne til hele året blev fastholdt.

Køkkenselskabet TCM's regnskab bød også på fastholdte forventninger til 2024, men her er reaktionen en kursstigning på 6,1 pct.

Investorerne kvitterer for MT Højgaards regnskab ved at sende entreprenørkoncernens aktie ned med 8,1 pct. til 204 kr.

MT Højgaard fastholder forventningerne med udsigt til mere gang i omsætning og driftsindtjening i andet halvår.

Byggematerialekoncernen H+H International har efter onsdagens regnskab fået hævet anbefalingen hos Nordea til "køb" fra "hold". Kursmålet er sat til 120 kr.

Aktien løftes 5,2 pct. til 91,90 kr. efter et plus onsdag på 3,6 pct.

.\\˙ MarketWire