Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/aktier: Usikkerhed om Nvidia holder børserne i skak

22/5 13:24

Investorerne tør tilsyneladende ikke tage chancer på de europæiske aktiemarkeder onsdag, så længe der hersker usikkerhed om, hvordan det er gået for et af finansmarkedernes helt store lokomotiver i den senere tid.

Chipkæmpen Nvidia, der nærmest er synonym med kunstig intelligens, kommer med regnskab efter børslukketid og har ved tidligere lejligheder haft stor afsmittende virkning på børserne.

Alene i år har Nvidia på egen hånd stået bag en fjerdedel af årets samlede fremgang i det amerikanske S&P 500-indeks.

De amerikanske indeksfutures falder en anelse op til åbningen på Wall Street, og i Europa ligger Stoxx 600-indekset ved middagstid 0,3 pct. lavere.

Pandora er i top fem blandt de største taber i Stoxx 600-regi efter et fald på 4,3 pct. Smykkekoncernen måtte i sidste uge se sølvprisen ramme det højeste niveau i over ti år. Og selv om Pandora låser sølvprisen via langtidskontrakter, kan det ramme indtjeningen på længere sigt.

Blandt vinderne topper den britiske kæde af stormagasiner Marks & Spencer med et plus på over 6 pct. efter et overraskende stærkt regnskab, der også byder på første udbyttebetaling siden 2019.

Der var fremgang inden for både tøj, bolig og fødevarer, og det sikrede selskabet et justeret overskud før skat på 716,4 mio. pund - svarende til knap 6,3 mia. kr. - i det skæve regnskabsår 2023/24.

Det var samtidig et godt stykke over analytikernes forventninger, der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg lød på 685,6 mio. pund.

I Schweiz har Novo-partner Ypsomed fået luft under vingerne, efter at selskabet har fremlagt planer om at udskille noget af forretningen for at kunne følge med efterspørgslen på insulinpenne.

Ypsomed indgik sidste år en langvarig aftale med Novo Nordisk om levering af automatiske insulinpenne, og nu vil selskabet altså fokusere på den del af forretningen, der hedder Delivery Systems.

Det siger topchef Simon Michel ifølge Bloomberg News.

- Med det nye, klare fokus og simplere strukturer vil vi koncentrere os om de mange muligheder i markedet for subkutan selvinjektion (i underhuden, red.) i fremtiden, udtaler han i en meddelelse.

Det betyder, at forretningsbenet Diabetes Care, der blandt andet indbefatter insulinpumper og måleudstyr til blodsukkeret, skal sælges fra.

Og det falder angiveligt i god jord. Aktien stiger 14 pct. på børsen i Zürich.

.\\˙ MarketWire