Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Matas er klar til at indtage Norden: Vi skal gøre det vi har øvet os på i Danmark

28/5 11:13

Der er ikke behov for at opfinde den dybe tallerken, for at Matas kan indtage resten af Norden.

I stedet skal materialistkæden gøre præcist det, som virker i Danmark og brede det ud til Sverige, Norge og Finland.

Sådan lyder det fra administrerende direktør Gregers Wedell-Wedellsborg i forbindelse med Matas årsregnskab.

Her er der blevet fremlagt nye, langsigtede mål, hvor kæden skal udnytte sidste års opkøb af svenske Kicks til at udbygge førerpositionen i Norden.

- Vi starter fra et udgangspunkt som nummer 1 samlet set, men vi tror, at der er potentiale til at blive endnu stærkere, så der ikke skal målfoto til i de enkelte markeder, siger Gregers Wedell-Wedellsborg til MarketWire.

Matas er i øjeblikket markedsledende i Danmark, Norge og Sverige og indtager en tredjeplads i Finland.

Selskabet har ifølge topchefen brugt fjerde kvartal på at kigge indad og blive klar til at kunne eksekvere på sin vækststrategi.

Det har blandt andet betydet en ny organisationsstruktur og investeringer i logistikcentre i både Stockholm og Lynge.

- Det er mange forandringer på en gang. At åbne et nyt, automatiseret logistikcenter er ikke nogen lille opgave. Det, at blive ved med at være der for kunderne, samtidig med, at vi ændrer vores organisation og pludselig begynder at arbejde nordisk, det er en stor omstilling for både ledere og medarbejdere, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Inden for de næste tre-fire år sigter Matas efter at ramme en omsætning på mere end 10 mia. kr. og en indtjeningsmargin målt på EBITDA på 15-16 pct. i 2027/28.

Til sammenligning kom Matas ud af regnskabsåret 2023/24 med en omsætning på 6701 mio. kr. og en margin på 15 pct. før særlige poster.

Ifølge topchefen er der vækstmæssigt mest luft på det norske og finske marked, men der er også plads til mere i Sverige, hvor Matas efter opkøbet af Kicks har 128 butikker. Til sammenligning har Matas 263 butikker i Danmark alene.

SAMME OPSKRIFT

Opskriften på at vokse yderligere på de nordiske markeder er den samme som den, der har været med til at skabe vækst på det danske marked de sidste par år.

Blandt andet har Matas haft succes med en strategi om at tilbyde et større sortiment online end i butikkerne, hvilket får de eksisterende kunder til at købe flere varer.

Det betyder dog ikke, at kæden vil brede sig ud over sine kernesegmenter skønhed og sundhed. For at Matas kan beholde sin identitet - også ude for Danmarks grænser - skal kæden fortsat fokusere på det, den er bedst til, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

- Vi har så mange muligheder for at vokse - også uden at vi skal lave nye opkøb - med den platform, vi har i dag. Det er styrken i strategien. Vi skal ikke ud at gøre noget nyt, eller finde på noget som vi aldrig har tænkt over før. Vi skal sådan set gøre det, vi har øvet os på i Danmark de seneste år - bare i resten af Norden, lyder det fra direktøren.


.\\˙ MarketWire