Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Genmab til vejrs oven på studiedata - C25 nærmer sig 2000-niveauet

3/6 09:19

Et løftet kursmål til A.P. Møller-Mærsk og en melding fra Genmab om at indlede fase 3-studier i lungekræft har sikret de to aktier opmærksomhed fra åbningen mandag, hvor stemningen er positiv.

Wall Street vendte sent fredag aften rundt og sluttede med en pæn gevinst til S&P 500-indekset på 0,8 pct. efter at have ligget lavere det meste af fredagen.

Samtidig stiger de amerikanske indeksfutures mandag morgen med 0,2-0,4 pct., og i Tyskland er markedet åbnet i et komfortabelt plus.

Herhjemme åbner det danske eliteindeks, C25, ligeledes klart positivt - 0,7 pct. højere i 1995,56.

MÆRSK LØFTET AF JEFFERIES

Mærsk stiger 2,1 pct. højere i 12.750 kr. og har fået løftet sit kursmål hos amerikanske Jefferies til 15.000 kr. fra 12.500 kr. Samtidig er den positive anbefaling "køb" blevet fastholdt, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Nyt er der også om Genmab.

Sammen med partneren Biontech annoncerede Genmab i weekenden, at de planlægger et afsluttende fase 3-studier med lægemiddelkandidaten Acasunlimab som andenbehandling af metastastisk ikke-små cellet lungekræft. Studiet ventes indledt inden årets udgang.

Meldingen kommer i forbindelse med præsentationen af foreløbige resultater fra et fase 2-studie med midlet, som er lagt frem på en videnskabelig konference, ASCO, i USA i weekenden.

Genmab stiger 3,4 pct. til 2002 kr., men er tidligere - den 24. maj - faldet 4,9 pct., da et resume af lungekræftstudiet blev offentliggjort op til ASCO. Dengang fremgik der dog ikke nyt om den samlede overlevelse blandt patienterne i studiet.

Og de data tegner lovende, vurderer den amerikanske storbank Citi.

- Vi mener, at aktien vil reagere positivt på de opdaterede data som andenbehandling, skriver Citi i et analysenotat, hvori banken gentager anbefalingen "sælg" af Genmab.

Banken vurderer, at data falder positivt ud i en sammenligning med resultater med Datopotamab Deruxtecan fra medicinalselskaberne Astrazeneca og Daiichi Sankyo, som indsendte registreringsansøgning for deres kræftmiddel som andenbehandling af follikulært lymfom i USA tilbage i februar.

Der er også fremdrift i GN fra morgenstunden. Aktien vinder 3 pct. til 223,70 kr. Der er umiddelbart ikke nyt fremme.

Blandt sidepapirerne kan Parken glæde sig over, at fodboldklubben FC København med en sejr på 2-1 over Randers har vundet adgang til kvalifikationsturneringen til Conference League i næste sæson. Parken stiger 2,2 pct. til 118 kr.

.\\˙ MarketWire