Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Ørsted i fokus forud for ventet rentenedsættelse

6/6 08:35

Ørsted kan torsdag løbe med opmærksomheden efter en indgået aftale om et havvindprojekt i USA.

Yderligere kan energiaktien også få medvind fra lavere renter, der kan blive sendt endnu lavere torsdag eftermiddag, når Den Europæiske Centralbank er klar med rentemelding og efterfølgende pressemøde med topchef Christine Lagarde.

- Der er rentemøde i Den Europæiske Centralbank og styringsrenten ventes at blive nedsat for første gang siden september 2019. Men for de finansielle markeder bliver det allervigtigst, hvilke signaler ECB sender om yderligere rentenedsættelser i løbet af andet halvår, skriver Nordea i sin morgenrapport.

De grønne pile ventes at være i overtal torsdag morgen på det danske aktiemarked, efter solide stigninger i både Europa og USA på onsdagens grundlovsdag.

Det tyske Dax-indeks steg 0,9 pct. onsdag, og torsdag peger en fremgang for indeksfuturen på 0,2 pct. mod yderligere fremgang herhjemme.

Onsdagens optur på de globale børser var især drevet af chipsektoren, hvor hollandske ASML steg godt 8 pct. efter en ordre fra taiwanske TSMC.

Det gav også medvind i USA, hvor Nvidia steg mere end 5 pct., og derved overgik chipkoncernen markedsværdien for Apple.

ØRSTED INDGÅR AFTALE OM SUNRISE WIND

Ørsted indgik tirsdag en ny aftale med delstaten New York om havvind-projektet Sunrise Wind på 924 megawatt, MW. Det fremgår af en pressemeddelelse fra New York State Energy Research and Development Authority.

Energikoncernen har tidligere flaget for, at projektet kunne blive skrottet, hvis ikke den kunne opnå nye og bedre priser for strømmen i en ny aftale. Og i første kvartal fik Ørsted via en fjerde udbudsrunde adgang til den mulighed.

Ørsted-aktien faldt tirsdag 1,0 pct. til 415 kr.

COLOPLAST I FOKUS MED NYT FRA KAPITALMARKEDSDAG

Coloplast holder torsdag Meet the Management, hvor institutionelle investorer og analytikere får mulighed for at møde medicoselskabets direktion og andre medlemmer af den øverste ledelse.

I forbindelse med kapitalmarkedsdagen vil Coloplast give en opdatering på Strive25-strategien samt det opkøbte islandske sårplejeselskab, Kerecis.

Medico-aktien endte tirsdag med et plus på 1,4 pct. i 818,20 kr.

NOVO, MÆRSK OG NOVONESIS FÅR ANALYSENYT

Novo Nordisk, der tirsdag steg 1,3 pct. til 936,20 kr., har siden børslukketid tirsdag fået sit kursmål løftet til 1030 kr. fra tidligere 960 kr. af britiske HSBC, der har en købsanbefaling på aktien. Det fremgår af data fra Bloomberg News.

A.P. Møller - Mærsk har efter mandagens sene opjustering fået sit kursmål hævet af Bernstein, Stifel og Danske Bank, så de tre huse nu har kursmål på henholdsvis 9400 kr., 14.000 kr. og 15.000 kr. Anbefalingerne er uændrede, viser data fra Bloomberg News.

Mærsk-investorerne kan torsdag også se solide stigninger for de asiatiske rederier inden for containerfragt.

Mærsks B-aktie faldt tirsdag med 0,6 pct. til 11.985 til trods for en opjustering af forventningerne mandag aften.

Novonesis, der tirsdag steg 2,8 pct. til 419,60 kr. har siden lukketid tirsdag fået indledt dækningen af analysehuset Redburn, der giver ingredienskoncernens aktie anbefalingen "neutral".

Torm, som tirsdag faldt 0,3 pct. til 252,80 kr. er også i søgelyset, efter at rederiet fået løftet sit kursmål til 300 kr. fra tidligere 282 kr. af analytikerne hos Kepler Cheuvreux. Anbefalingen er fortsat "køb.


.\\˙ MarketWire