Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tirsdagens aktier: Mærsk skrabede bunden med GN i hælene

11/6 17:07

Bratte kursfald til A.P. Møller-Mærsk og GN tog tirsdag pusten fra det danske aktiemarked, hvor investorerne så småt er begyndt at se frem mod onsdagens rentemøde i USA.

Samlet set var stemningen derfor afventende, og det danske eliteindeks, C25, tabte 0,9 pct. til 1991,44.

GN kom i strid modvind, efter at selskabet annoncerede, at det vil skrue ned for aktiviteterne inden for forbrugerforretningen for headsets.

Samtidig dæmpes forventningerne til helåret, da tiltaget ventes at få en negativ engangseffekt på 450 mio. kr. i forbrugerdivisionen.

Selskabet venter nu en organisk vækst på 2-6 pct. i 2024, hvor der tidligere var ventet 2-8 pct. Desuden indsnævres forventningerne til EBITA-marginen til 12-13 pct. fra tidligere ventet 12-14 pct.

- Aktien reagerer negativt ud fra de kortsigtede konsekvenser i forhold til helårsprognosen, men nogle gange svier det lidt at hive et plaster af, men det plejer også at gå over, siger Søren Løntoft Hansen, analytiker i Sydbank, til MarketWire.

GN endte 4,2 pct. lavere i 214,50 kr., og det virkede som en meget fair konsekvens, vurderede Jyske Bank.

- Vi har regnet os frem til, at nedjusteringen betyder, at analytikerestimaterne skal sænkes med omkring 7 pct. for i år. Herefter fader det lidt ud i de kommende år. Men det gør vel, at faldet er fair nok, siger Martin Munk, aktierådgiver i Jyske Bank.

VÅBENHVILE SÆNKER MÆRSK-AKTIERNE

I bunden af C25 var også Mærsk hårdt presset. B-aktien tabte 7 pct. til 11.445 kr., i håb om at en våbenhvile i Gaza er undervejs.

Både Hamas og Israel har udtrykt støtte til en resolution om våbenhvile, der mandag aften blev stemt hjem i FN's Sikkerhedsråd.

At det rammer rederierne, skyldes situationen i Det Røde Hav, hvor den militante Houthi-bevægelse har beskudt handelsskibe angiveligt i sympati med palæstinenserne, og derved tvunget rederier til at sejle syd om Afrika, hvilket har sendt raterne i vejret.

- Vi er fortsat meget positive på markedet de næste et til to år. Opturen på containermarkedet kan fortsætte gennem sommeren, hvis der fortsat er forstyrrelser på grund af Det Røde Hav - men overkapacitet kan forekomme, skriver Morgan Stanley-analytikerne Qianlei Fan og Jasmine Qui i et notat ifølge Bloomberg News.

I transportsektoren faldt også DSV 1,8 pct. til 1097 kr.

PANDORA RAMT AF NEDTUR I LUKSUSSEKTOREN

De europæiske luksusvareaktier var også under pres tirsdag og med dem faldt tillige smykkekæden Pandora med 2,2 pct. til 1091,50 kr.

Bank of America sænkede tirsdag sine forventninger til luksusgodesektorens omsætningsvækst i år.

Blandt bankerne var der modsatrettede udsving. Danske Bank fik løftet sit kursmål hos ABG til 220 kr. fra 210 kr. Anbefalingen er ifølge Bloomberg News fortsat "hold", og bankaktien faldt 1,3 pct. til 206,50 kr.

Modsat steg kollegaen Nordea 1,2 pct. til 84,60 kr. ABG skruede sit kursmål op til 105,75 kr. fra 97,22 kr. og gentog anbefalingen "køb".

Blandt de lidt mindre aktier fik softwareselskabet Cbrain sænket sin anbefaling hos selvsamme ABG, der nu anbefaler at sælge ud af aktierne. Tidligere var anbefalingen i neutralt terræn på "hold".

Kursmålet for Cbrain-aktien er samtidig sænket til 250 kr. fra 310 kr.

Aktien faldt over 13 pct. til 258 kr.


.\\˙ MarketWire