Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: S&P 500 og Nasdaq på rekordkurs forud for inflationstal og rentemelding

12/6 13:53

De amerikanske aktier ligger onsdag til at fortsætte rekordridtet kun knap en time før en afgørende inflationsopgørelse samt forud for aftenens rentebeslutning fra den amerikanske centralbank.

Futures for alle tre toneangivende amerikanske aktieindeks ligger onsdag med stigninger i omegnen af 0,1 pct.

Tirsdag steg det brede S&P 500-indeks 0,3 pct. til lukkerekord i 5375,34 indekspoint, mens Nasdaq også gik frem med 0,9 pct. til endnu en lukketop i 17.343,55 point. Dow Jones mistede derimod 0,3 pct. på grund af salgspres på bankerne.

Investorerne forbereder sig onsdag på et sjældent dobbelt sammenfald af amerikanske inflationstal og en rentemelding, der begge kan vende op og ned på retningen på finansmarkederne.

Mens beslutningstagerne i den amerikanske centralbanks renteudvalg i vid udstrækning ventes at holde renten i ro i det højeste niveau i to årtier, så er der mindre sikkerhed omkring beslutningstagernes kvartalsvise rentefremskrivning - det såkaldte dot-plot-skema.

Bloomberg Economics forventer, at dot-plottet vil indikere to rentenedsættelser på hver 25 basispoint i år, sammenlignet med tre i marts-versionen.

- Hvis det er to, tror jeg, at markedsreaktionen kan være ret positiv og vil understøtte nye højder i S&P 500, siger Grace Peters, chef for investeringsstrategi for Europa, Mellemøsten og Afrika hos JPMorgan Private Bank, til Bloomberg TV.

Forbrugerprisopgørelsen for maj vil sandsynligvis give centralbanken en vis yderligere sikkerhed for, at inflationen er ved at aftage, vurderer økonomerne ifølge Bloomberg News.

ORACLE I HOPLA EFTER STÆRKT REGNSKAB

Det amerikanske softwareselskab Oracle fremlagde efter børslukning tirsdag regnskab for sit forskudte fjerde kvartal, hvori selskabet offentliggjorde nye aftaler med Google og OpenAI samt et salg i cloudforretningen over forventning.

Regnskabet er onsdag blevet mødt af flere hævede kursmål hos analytikerkorpset, og det sender onsdag aktien i Oracle op med 8,3 pct. til 134,12 dollar i formarkedet.

Det er blandt andet børshuse som Evercore, Cowen og Bernstein, der alle har hævet kursmålet.

- Udsigterne for omsætningsvæksten er positiv, vurderer finanshuset Evercore, der også ser meddelelsen om, at OpenAI også vil bruge Oracles infrastruktur som en vigtig sejr i forhold til Oracles troværdighed som en infrastrukturplatform i en AI-verden.

Blandt de helt store teknologiselskaber taber Apple 0,5 pct. i formarkedet efter tirsdagens voldsomme stigning på 7,3 pct. til lukkerekorden 207,15 dollar.

Mandagens præsentation af kommende AI-værktøjer i iPhonen udløste ellers et minus, men tirsdag var der positive kommentarer fra analytikerne med flere forhøjede kursmål og en løftet anbefaling fra finanshuset D.A. Davidson.


.\\˙ MarketWire