Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Indledte nyt halvår med plusser - trukket af de store teknologinavne

2/7 06:32

De amerikanske aktier indledte mandag det nye halvår med mindre bevægelser, men med pil opad, efter at årets første seks måneder allerede havde leveret et positivt afkast til investorerne på hele 14,5 pct.

Den positive indgang til andet halvår står dog næppe til at fortsætte tirsdag. Futures indikerer kursfald i de tre store aktieindeks på 0,1-0,3 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Det var teknologinavnene, der holdt hånden under markedet mandag, og selv chipkæmpen Nvidia, der på et tidspunkt i mandagens tidlige handel trak markedet i minus, vendte rundt og kravlede fremad.

Omvendt tikkede markedsrenterne opad, da investorerne havde et øje på den amerikanske valgkamp, hvor præsident Joe Bidens præstation i sidste uges tv-debat med Donald Trump, synes at have øget sidstnævntes favoritrolle og dermed også fokus på risikoen for nye importtariffer og lempeligere finanspolitik i form af skattelettelser.

Det brede S&P 500-indeks steg med 0,3 pct., ligesom Dow Jones vandt 0,1 pct. Nasdaq gik samtidig mest frem med 0,8 pct.

- Af flere forskellige grund, som har med finanspolitik, toldpolitik og immigrationspolitik at gøre, mener vi, at udsigterne til en ny Trump-administration i 2025-2028 vil være mere inflationær end en Biden-administration, siger Thierry Wizman, strateg hos Macquarie, til Reuters.

APPLE I FRONT

I S&P 500 trak it-aktierne mandag mest op med 1,3 pct., mens cyklisk forbrug også vandt 0,7 pct. Der var også mindre plus på 0,2 pct. til finans, mens råvarer og materialer faldt mest med 1,6 pct., ligesom industri mistede 1,1 pct.

Det var Apple, som hev mest op i markedet med et plus på 2,9 pct., ligesom Microsoft steg 2,2 pct.

Chipkæmpen Nvidia vendte mandag samtidig et minus på 1-2 pct. til et mindre plus på 0,6 pct., mens konkurrenten Advanced Micro Devices, AMD, omvendt smed 2,8 pct.

I cyklisk forbrug var der desuden et solidt løft til Tesla på 6,1 pct. Medvinden til elbilproducenten skyldtes positivt konkurrentnyt fra Kina, hvor Nio, Expeng og Li Auto alle rapporterede om salgsvækst i juni, samtidig med at en opgørelse fra Bloomberg News vidnede om rekordsalg hos den allerstørste konkurrent BYD i andet kvartal.

Den anden store aktie i den sektor, Amazon, vandt samtidig 2,0 pct. Onlinekæmpen vil ifølge The Wall Street Journal investere 100 mia. dollar i kunstig intelligens det næste årti.

VESTAGER JAGTER META

I kommunikationsservice hang Meta Platforms omvendt længe med snuden. Det skyldtes nyheden om, at EU-kommissionen med danske Magrethe Vestager, har advaret om, at selskabets model for annoncefrie ydelser på Instagram og Facebook, der enten kræver betaling eller accept af datadeling med tredjeparter, er ulovlig. Metas aktie vendte dog også rundt og nåede et mindre plus på 0,1 pct.

I finans var det storbankerne, der trak op. I sidste uge bestod de alle den amerikanske centralbanks årlige stresstest, og derfor var der fredag eftermiddag, efter markedets lukning, grønt lys for, at bankerne kan hæve deres udbytter og igangsætte nye aktietilbagekøb.

JPMorgan Chase, der har annonceret forhøjet udbytte og nye tilbagekøb for 30 mia. dollar, steg på den baggrund med 1,6 pct., mens Wells Fargo, som nøjedes med et dividendeløft, vandt 2,0 pct.

I sundhed, som faldt 0,6 pct., kom USA's største sygekasse, Unitedhealth, omvendt under pres og mistede 2,9 pct., mens Eli Lilly, Novos store konkurrent, steg 1,0 pct. til rekord i 914,37 dollar.

Inden for industri gik Boeing også frem med 3,1 pct. efter en bekræftelse af rygter om en overtagelse af underleverandøren Spirit Aerosystems for 4,7 mia. dollar med betaling i aktier. Spirits aktie vandt samtidig 3,6 pct.

.\\˙ MarketWire