Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Positiv udgangsvinkel med konkurrentnyt til GN og flere andre

23/7 08:31

Der er lagt op til endnu en dag med positiv stemning på Københavns Fondsbørs, som mandag indledte ugen med fremgang.

GN får sandsynligvis lidt opmærksomhed, efter at konkurrenten Logitech har opjusteret forventningerne til 2024/20.

Indikationerne fra de udenlandske markeder ser overordnet positive ud, men generelt vil investorerne trippe lidt, på grund af en udpræget mangel på nøgletal og frem mod dagens store udenlandske regnskaber fra blandt andet Tesla og Alphabet efter børstid i USA.

Det brede amerikanske aktiemarked steg 1,1 pct. mandag, og en del af stigningen kom efter dansk lukketid. De asiatiske markeder har fulgt op med stigninger i sær teknologiaktierne, mens den amerikanske S&P-future trækker lidt ned med et minus på 0,2 pct.

Futuren for det tyske DAX-indekset peger til gengæld på en positiv åbning i Frankfurt med stigninger på 0,3 pct.

Det tyske marked er normalt en god indikator for det danske marked.

Det danske C25-indeks lukkede mandag med et plus på 0,8 pct. til 1955,52.

GN-KONKURRENT OPJUSTERER

Investorerne i GN kan skæve til et regnskab fra den schweiziske konkurrent Logitech, der har opjusteret forventningerne til 2024/25.

De to selskaber konkurrerer blandt andet på området for headsets samt på gaming-området, hvor GN er repræsenteret i form af Steelseries.

Både salget inden for gaming og til det professionelle segment slog forventningerne i Logitechs første kvartal.

GN faldt mandag 1,9 pct. til 170 kr.

LAVERE KURSMÅL TIL DFDS

Rederiet DFDS har fået reduceret kursmålet hos både SEB og Nordea efter selskabets nedjustering mandag.

Hos SEB er kursmålet nu 270 kr. mod hidtil 290 kr. med den fortsatte anbefaling "køb". Hos Nordea lyder kursmålet på 239 kr. mod 285 kr., og også her med anbefalingen "køb".

DFDS droppede hele 7,9 pct. mandag til 183,90 kr.

Logistikgiganten DSV kan se på den schweiziske konkurrent Kuehne + Nagel, der slog forventningerne i markedet i andet kvartal.

Kvartalet var præget af forstyrrelser af Houthi angreb i Det Røde Hav, der har skubbet fragtraterne markant op.

Selskabet et driftsoverskud på 402 mio. schweizerfranc, hvilket er en spids over analytikeres 397 mio. schweizerfranc. Også det schweiziske selskabs omsætning slog forventningerne.

DSV lukkede mandag i 1213,50 kr. efter et plus på 2,5 pct.

GENMAB LØFTES AF GOLDMAN

Medicinalselskabet Genmab har fået skruet på kursmålet af amerikanske Goldman Sachs. Investeringsbanken øger målet til 2378 kr. fra 2242 kr., mens anbefalingen fastholdes som "neutral".

Genmab steg 0,7 pct. mandag til en slutkurs på 1882 kr.

Embla Medical har opjusteret forventningerne til hele 2024 efter et rekordhøjt salg i andet kvartal. Stigningen var drevet af en stærk udvikling i blandt andet proteseforretningen. Koncernen venter nu en organisk vækst på 6-8 pct. og en driftsmargin på omkring 20 pct.

Embla Medical, der tidligere var kendt under navnet Össur, faldt 1,0 pct. mandag til 29,30 kr.

Vindmøllekoncernen Vestas skal puste nyt liv i et mølleprojekt i USA med en kapacitet på samlet 136 megawatt. Med i aftalen hører også en supportaftale.

Vestas lukkede i 160,25 kr. mandag efter en stigning på 0,9 pct.

Mens den danske regnskabssæson endnu ikke er kommet rigtig i omdrejninger, kan investorerne se på rapporter fra udenlandske konkurrenter. Hos ISS er det Compass Group, mens det for A.P. Møller-Mærsks vedkommende er Hutchison Port Holdings og for Scandinavian Tobacco Group, Philip Morris International.

Scandinavian Tobacco steg 0,6 pct. til 102 kr., ISS handledes 1,2 pct højere til 125,50 kr., og A.P. Møller-Mærsk B lukkede med et plus på 1,0 pct. til 10.715 kr.

.\\˙ MarketWire