Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: DSV blandt de få lyspunkter i rødt marked

25/7 09:19

Som ventet åbnede det danske aktiemarked lavere, som indikeret af kursudviklingen i den tyske DAX-future inden åbningen og i kølvandet af massive fald på det amerikanske marked onsdag, der forplantede sig videre til Asien torsdag.

Kalenderen er stort set tom for skemasatte selskabsnyheder indtil engang i næste uge. Derimod er der god gang i regnskaberne fra det øvrige Europa og i USA.

Det danske C25-indeks falder 0,9 pct. til 1955,81 godt ti minutter efter åbningen oven på en stigning på 0,5 pct. onsdag. Kun Zealand, Genmab, og DSV ligger i grønt i indekset.

DSV BADER I KURSMÅLLØFT

DSV stiger 0,3 pct. til 1248,50 kr. Transportkoncernen har efter onsdagens regnskab for andet kvartal været igennem godt en håndfuld analytikeres regneark og der har resulteret i løftede kursmål.

Den britiske storbank HSBC løfter sit kursmål for aktien i DSV til 1300 kr. fra 1120 kr. Samtidig gentages den neutrale anbefaling "hold", fremgår det af data fra Bloomberg News. Svenske SEB løfter sit kursmål til 1410 kr. fra 1340 kr. Samtidig gentages den positive anbefaling "køb". Nordea har opjusteret kursmålet til 1475 kr. fra 1400 kr. og anbefaler fortsat "køb". Norske DNB har løftet kursmålet på transportaktien til 1465 kr. fra 1400 kr. og anbefaler fortsat "køb".
Goldman Sachs og Carnegie har ligeledes justeret kursmålene. Goldman til 1640 kr. fra 1600 kr. og Carnegie til 1670 kr. fra 1636 kr. ifølge Bloomberg News.

Ændringerne kommer, efter at DSV onsdag morgen leverede et bedre end ventet regnskab for andet kvartal, hvor både toplinjen og driften overgik konsensus i markedet. Samtidig løftede selskabet bunden af sit forventningsinterval for driftsresultatet før særlige poster, der nu lyder på 15,5-17,0 mia. kr. mod tidligere ventet 15,0-17,0 mia. kr.

I grønt er også aktierne i Genmab og Zealand, der stiger henholdsvis 0,2 pct. og 1,4 pct. uden selskabsspecifikt nyt.

I bunden ligger nogle af de aktier, der er gået godt kursmæssigt den seneste tid. GN bunder med et fald på 2,5 pct. til 170,80 kr., Rockwool falder 2,4 pct. til 2865 kr. og NKT 2,4 pct. til 586 kr.

VESTAS LAVERE

Vestas falder 1,4 pct. til 158,55 kr.

Selskabet har ellers fået godt konkurrentnyt fra tyske Nordex, der har leveret et regnskab, der var væsentligt bedre end ventet.

Nordex havde stor fremgang på tværs af regnskabsposterne i første halvår af 2024. Her voksede salget med 25 pct., og på indtjeningsposten er et underskud blevet udskiftet med et overskud.

På den baggrund har Nordex opjusteret sine forventninger til indtjeningsgraden før af- og nedskrivninger, EBITDA til 3-4 pct. fra tidligere 2-4 pct.

DANSKE BANK FÅR LØFTET KURSMÅL

Danske Bank har efter sit regnskab for andet kvartal, hvor aktionærerne fik lovning på en større udlodning i 2024, fået løftet kursmålet hos børshuset Kepler Cheuvreux.

Kursmålet løftes til 240 kr. fra 218 kr., og anbefalingen "køb" gentages, fremgår det af en analyse.

- Efter at have udbetalt begrænset udbytte over de seneste fem år som følge af covid-19 og hvidvasksagen er Danske Bank nu i en position til at sende betydelig kapital tilbage til aktionærerne, skriver Kepler Cheuvreux.

Børshuset venter over de næste tre år, at Danske Bank vil sende 73 mia. kr. - svarende til 85 kr. per aktie - tilbage til aktionærerne. Samtidig har Kepler Cheuvreux efter Danske Banks regnskab for andet kvartal løftet estimatet for indtjeningen per aktie.

Danske Bank-aktien falder dog 1,8 pct. 208,80 kr.

PARKEN STIGER

Parken, der står bag fodboldklubben FC København, kan stå foran en opjustering. For FC København har accepteret et bud fra den tyrkiske storklub Galatasaray på backen Elias Jelert.

Buddet indeholder enkelte betingelser, der alle forventes opfyldt, oplyste Parken onsdag aften. Det vurderes at være et spillersalg i en klasse som udløser en opjustering fra moderselskabet.

Parken-aktien stiger 1,7 pct. til 117,50 kr.

.\\˙ MarketWire