Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Mærsk i modvind i roligt marked

26/7 11:30

Investorerne på det danske aktiemarked ser igen lidt lysere på tilværelsen fredag, hvor Mærsk-aktierne dog er i modvind efter nye ratefald.

- Der er kommet lidt mere ro på efter de sidste par dages lidt nervøse aktiemarkeder. Så det ser ud som om, at man har fundet sig et niveau igen på aktiemarkedet, siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til MarketWire.

Onsdag og torsdag var nervøsiteten især stor omkring de amerikanske teknologiaktier med fald til Nasdaq-indekset på henholdsvis 3,6 og 0,9 pct.

- Så der var meget nervøsitet for om det var starten på en længere nedtur, fortæller Mads Zink og bemærker, at den mere stabile udvikling fredag ikke kan forklares med afgørende nyt, men mere at der ikke er kommet yderligere nyt, som kan få investorerne til at sælge markedet ned igen.

Det danske C25-indeks ligger fredag ved middagstid med et plus på 0,3 pct. i 1968,63, hvilket kommer efter at fald torsdag på 0,5 pct.

Der er et meget sommerferiepræget marked uden meget nyt at pejle efter forklarer Danske Banks chefhandler, der dog pointerer, at eftermiddagen byder på et afgørende nøgletal fra USA i form af PCE-prisindekset, der er den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsindikator.

Offentliggørelsen kommer blot få dage før rentemødet i den amerikanske centralbank, og overrasker inflationen positivt vil det cementere markedets tro på rentenedsættelser til næste møde i september.

MÆRSK TIL BUNDS EFTER FRAGTRATEFALD

Der er nyt til Mærsk, som kan se de globale fragtrater ud af Kina falde for tredje uge i træk. I denne uge var der tale om et fald på 2,7 pct. til 3447,87. Det fremgår af rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der udgives fra Shanghai Shipping Exchange.

Det følger i kølvandet på torsdagens opgørelse fra analysehuset Drewry, der ligeledes viste fald.

Mærsks B-aktie falder til bunds i C25 med et dyk på 2,8 pct. til 10.445 kr.

Uden selskabsspecifikt nyt ligger Zealand Pharma i spidsen af C25-indekset med en fremgang på 1,8 pct. i 942 kr. Der er dermed udsigt til sjette dag i streg i grønt.

EUROPÆISK ANBEFALING TIL NOVO OG BAVARIAN

Novo Nordisk har fået en anbefaling fra ekspertpanelet under de europæiske sundhedsmyndigheder til en udvidelse af indlægssedlen til Wegovy.

Ekspertpanelet CHMP anbefaler nu, at Wegovy også kan udskrives som forebyggende middel mod hjertekarsygdomme.

Anbefalingen følger en lignende godkendelse i Storbritannien tidligere på ugen og tilsvarende i USA tidligere på året.

Novo-aktien stiger fredag 0,7 pct. til 887,60 kr. efter et par dage under pres.

Også Bavarian Nordic har fået svar fra CHMP, der har givet en positiv anbefaling af den opdaterede markedsføringstilladelse for koppe- og mpox-vaccinen Imvanex.

Anbefalingen kommer fra et udvalg under Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA.

Bavarian Nordic bliver sendt ned med 0,5 pct. til 185,95 kr.

.\\˙ MarketWire