Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Højere åbning med defensive medicinalaktier i top

30/7 09:17

Det danske aktiemarked åbner højere tirsdag på en dag, hvor det igen er småt med skemasatte selskabsnyheder på den hjemlige front. Dermed er nyt fra flere selskaber ude i Europa og fra USA i ugens løb.

Det danske eliteindeks åbner 0,7 pct. højere i 1986,66 efter ti minutters handel efter en fremgang mandag på 0,4 pct. båret af en markant stigning i Mærsk, der mere end kompenserede et fald i Carlsberg efter skidt nyt fra konkurrenten Heineken.

Regnskabsmæssigt er der stilstand i Danmark indtil næste uge, hvor flere tunge regnskaber blandt andet Mærsk og Novo leverer regnskabstal.

Flere kollegaer til danske selskaber leverer dog nyt tirsdag. Cementkoncernen Heidelberg Materials, der har en begrænset relevans for FLSmidth, Amplifon med relevans for høreapparatselskaberne, GN og Demant, amerikanske Merck, der har en vis relevans for Novo Nordisk samt Convatec med relevans for Coloplast.

I toppen af det danske indeks ligger defensive medicinal-aktier uden umiddelbare forklaringer. Novo stiger med 1,3 pct. til 895,10 kr., Zealand stiger 1,8 pct. til 899,50 kr., Coloplast og Genmab er ligeledes med i toppen med stigninger over 1 pct.

VESTAS FIK STOR HAVVINDORDRE

Vindmøllekoncernen Vestas har hevet en fast og ubetinget vindmølleordre til den hollandske havvindmøllepark Oranjewind i land. Ordren er på 795 MW til havvindmølleparken, der tidligere gik under navnet Hollandse Kust West VII. Her skal Vestas levere 53 V236-15,0 MW-vindmøller. Oven i ordren ligger en omfattende femårig serviceaftale efterfulgt af en langsigtet driftssupportaftale.

- Det er kendt i Vestas' havvindforretning, at der skal komme ordrer. I forvejen har ordreindgangen indtil videre i år været til den svage side, i forhold til hvad mange havde regnet med, siger aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, til MarketWire.

Vestas åbner 0,3 pct. højere i 166,55 kr. efter en stigning mandag 2,3 pct.

MÆRSK FRA TOP TIL BUND

Mandagens højdespringer Mærsk falder tirsdag morgen 0,8 pct. til 10.980 kr. og fortsætter dermed ikke de gode takter fra mandag, da aktien steg 5,6 pct.

Tirsdag var der ellers godt nyt fra transportkoncernens asiatiske containerkonkurrenter, der bortset fra Cosco alle stiger.

NYE KURSMÅL

Nordea har fået et kursmålsløft af den mindre slags fra den amerikanske storbank Citi.

Amerikanerne sætter nu kursmålet til 113,43 kr. mod hidtil 109,68 kr., mens anbefalingen "køb" gentages.

Det nye kursmål indikerer et potentiale på 42,25 pct. i forhold til mandagens lukkekurs på 79,74 kr. Aktien stiger 0,2 pct. til 79,90 kr.

Stenuldsproducenten Rockwool har også fået et løft i kursmålet. Her er det til 3350 kr. fra 2950 kr., og det er den svenske storbank SEB, der øger målet, mens anbefalingen fortsat lyder på "køb".

Rockwool stiger 0,6 pct. mandag til 2968 kr.

Svenske SEB har også haft fat i borerigselskabet Noble. Her sænkes kursmålet til 406,83 kr. fra 425,78 kr., mens anbefalingen "køb" gentages.

Der indikeres således et kurspotentiale på knap 26 pct. kort tid før Noble fremlægger regnskab for andet kvartal efter amerikansk børslukning onsdag.

Noble falder 0,2 pct. til 322,50 kr.

.\\˙ MarketWire