Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Mærsk klarer næsten frisag i blodrødt aktiemarked

5/8 11:34

Massiv aktieuro afspejles blandt de danske aktier mandag middag. Bedst klarer A.P. Møller-Mærsk sig i grønt i eliteindekset, hvor Rockwool, Vestas og GN udgør bunden med fald op til 4,8 pct.

Herhjemme falder C25-indekset med 2,2 pct. mandag middag til 1904,88. Indekset har rettet sig siden børsåbning, hvor det styrtdykkede med 3,8 pct.

- Det er nøgletallene fra sidste uge fra USA - ISM torsdag og arbejdsmarkedsrapporten i fredags - der får diskussionen om en recession til at dukke op igen. Og snakken går nu på, om vi er på vej, eller om vi undgår den, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, og fortsætter:

- Og markedet er nu overbevist om, at der kommer lavere renter.

Chefhandleren påpeger, at selv om danskerne er på vej tilbage fra sommerferie, så er det ikke det generelle billede i Europa.

- Likviditeten i markedet er lidt tynd. Og køberne hopper hurtigt væk fra markedet, når vi ser de her fald, siger Mads Zink.

I Japan leder udviklingen tankerne hen mod et decideret børskrak.

Det toneangivende Nikkei 225-indeks er lukket over 12 pct. lavere - den største nedtur siden Sorte Mandag i 1987 - og efter massive og tocifrede kursfald i de store japanske banker. Og de amerikanske futures lægger an til fald på op til 3,4 pct. mandag eftermiddag.

MÆRSK KLARER NÆSTEN FRISAG

I toppen af eliteindekset ligger Mæsk-aktierne, hvor A-aktien stiger med 0,1 pct. til 10.610 kr., og B-aktien falder 0,3 pct. til 10.810 kr.

- Jeg er faktisk lidt overrasket over, at Mærsk klarer det godt. De asiatiske rederiaktier faldt tungt mandag - og det er svært at sige, hvorfor Mærsk ikke trækkes mere ned, siger Mads Zink.

At norske DNB har løftet sin anbefaling af aktierne i rederikoncernen til "hold" fra "sælg", og samtidig har kursmålet skruet op til 11.500 kr. fra 9000 kr., er ikke årsagen, vurderer Danske Banks chefhandler.

I samme transportsektor falder DSV 1,4 pct. til 1193,50 kr. Amerikanske Citigroup har løftet sit kursmål for DSV til 1450 kr. fra 1350 kr. Samtidig gentages den positive anbefaling "køb", fremgik det sent fredag af data fra Bloomberg News.

STOR NEDTUR TIL JAPANSKE BANKER

Der har mandag været opsigtsvækkende og tocifrede kursfald til flere af de japanske banker. Herhjemme taber Danske Bank 2,8 pct. til 193,85, Jyske Bank ligger med et fald på 2,6 pct. til 514,50 kr., og Nordea mister 1,3 pct. på aktiekursen til 75,32 kr.

Det placerer de danske bankaktier nogenlunde i midten af C25-feltet.

Helt i bunden af C25 falder Rockwool 4,9 pct., Vestas ligger 3,9 pct. lavere, og GN falder 3,6 pct.

.\\˙ MarketWire