Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/åbning: Renterne trækker i vejret efter sen vending mandag

6/8 08:42

Vendingen i de danske statsrenter, der satte ind i mandagens sidste handelstime, holder ved og forstærkes tirsdag morgen, hvor der er rentestigninger på menuen fra start.

Mandag morgen blev renterne ellers sendt kraftigt ned, efter at sidste uges sløje amerikanske jobtal havde fået panikken til at bryde ud i fuldt flor og investorerne til at spekulere i utidige rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, for at stoppe en umiddelbar blødning i økonomien.

Men reaktionen var måske overgjort, vurderede flere markedsdeltagere, og ud på eftermiddagen dansk tid viste et aktivitetsindeks for den vigtige servicesektor i USA sig bedre end ventet for juli, hvilket lagde yderligere låg på panikken på rentesiden.

Derfor endte det hele med en uændret toneangivende tiårig rente herhjemme, og i USA fortsatte normaliseringen ud på aftenen.

Tirsdag morgen stiger den tiårige danske rente med 6 basispoint til 2,21 pct.

- Nerverne er blevet dulmet af direktører i den amerikanske centralbankbank, der har signaleret, at de står klar til at sænke renten. Ikke på grund af uroen, men fordi de erkender, at økonomien har vist tegn på afmatning. Finansmarkederne fik også lidt luft, da ISM-indekset for servicesektoren i juli steg til 51,1 fra 48,8. Fremgangen blev med investorernes øjne trukket op af de rigtige underindeks – nye ordrer og beskæftigelse, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom hos Sydbank, i en kommentar tirsdag morgen.

Tirsdag er det småt med nøgletal, der for alvor kan bevæge markederne - i hvert fald det amerikanske. Fra USA venter der således kun en opgørelse af handelsbalancen i juni, som vanen tro vil vise et stort milliardunderskud.

Dagens derfor væsentligste offentliggørelse kommer i stedet fra eurozonen, hvor der gøres status for detailsalget i årets sjette måned.

Her venter økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News et fald på 0,1 pct. på månedsbasis og en stigning på 0,1 pct. på årsbasis.

.\\˙ MarketWire