Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Novo og Mærsk leverer tal og trækker markedet ned

7/8 09:21

Det er giganternes dag på det danske aktiemarked onsdag. Fondsbørsens to største selskaber, Novo Nordisk og A.P. Møller-Mærsk, har fremlagt regnskab. Begge bliver sendt ned af investorerne og trækker C25 i rødt. Tendensen er modsat ude i Europa ved åbningen.

Det danske C25-indeks ligger onsdag godt ti minutter efter åbningen 0,7 lavere i 1893,62 efter et plus tirsdag på 1,6 pct. og et massivt fald mandag på 3,6 pct.

NOVO MED OPJUSTEREDE FORVENTNINGER

Novo Nordisk præsenterer igen tocifrede vækstrater drevet af diabetesmidlerne Ozempic og Rybelsus samt Wegovy til behandling af svær overvægt. Men samlet skuffer midlerne.

Salget af specielt Wegovy skuffede analytikerne. Wegovy solgte for 11.659 mio. kr. i kvartalet. Til sammenligning havde analytikerne ventet et salg på 13.540 mio. kr.

Medicinalkoncernen opjusterer samtidig forventningerne til 2024 målt i lokal valuta, idet der nu ventes en vækst i salget på 22-28 pct. mod tidligere ventet 19-27 pct., og en vækst i driftsresultatet på 20-28 pct. mod hidtil 16-24 pct. inklusive den 5,7 mia. kr. store nedskrivning som Novo annoncerede i slutningen af juni.

Omsætning, driftsresultat og bundlinje ligger alle tæt på analytikernes estimater trods en lavere omsætning for fedmemidlet Wegovy end ventet.

Novo Nordisk B ligger 5,7 pct. lavere i 836,30 kr. efter et plus tirsdag på 4,6 pct.

MÆRSK LIDT LAVERE END VENTET

A.P. Møller - Mærsk løftede forventningerne til hele året for blot en uge siden, og koncernen fastholder da også estimaterne i dagens regnskab for andet kvartal, der lyder på et underliggende driftsoverskud på 9-11 mia. dollar. Og den underliggende driftsindtjening ventes fortsat at lande på 3-5 mia. dollar.

Selve resultaterne ligger generelt en anelse under analytikernes estimater.

Mærsks B-aktien sendes 4,3 pct. til 10.130 kr. efter et fald tirsdag på 1,5 pct.

REVANCHE TIL BANKERNE

Der er derimod revanche til bankerne. Nordea, stiger 1,3 pct., Danske Bank stiger 1,2 pct. til 195,80 kr. og Jyske Bank stiger 1 pct. 511.50 kr. efter to dage i rødt. De ligger ligger i toppen af indekset kun overgået af Genmab, der stiger 1,5 pct. til 1825. Mandag faldt Genmab 7,4 pct.

IKKE SÅ RINGE I RINGKJØBING

Dansk Bankverdens vidunderbarn, Ringkjøbing Landbobank, fik en resultatfremgang før skat på 62 mio. kr. til 753 mio. kr. i det forskudte første kvartal.

Det gode resultat katalyserer en opjustering af forventningerne til nu at lyde på et nettoresultat på 2,0- 2,35 mia. kr mod det hidtidige 1,8-2,2 mia. kr.

Ringkjøbing Landbobank stiger 1,8 pct. til 1107 kr.

NYE KURSMÅL

Køkkenproducenten TCM har fået skruet kursmålet op til 73 kr. fra 67 kr. af det svenske børshus SEB.

Anbefalingen er der ikke ændret ved, da den stadig viser "køb".

TCM stiger 5,4 pct. til 59 kr.

Kursmålet for DFDS-aktierne sænkes til 365 kr. fra 402 kr. af Carnegie, der fastholder anbefalingen "køb". Rederiaktien falder 0,8 pct. til 180,10 kr.

.\\˙ MarketWire