Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Expedia går tocifret i vejret i lyserød start

9/8 15:37

Rejseselskabet Expedia er hurtigst ud af starthullerne fredag, efter at selskabet har fremlagt positiv læsning i sit kvartalsregnskab.

Også Eli Lilly har pæn fremgang på handelsugens sidste dag, efter at medicinalselskabet er blevet valgt som "top pick" hos et amerikansk børshus.

Mere tvivlsom er stemningen på det brede marked i USA.

Ved åbningen falder S&P 500-indekset med 0,1 pct., og Dow Jones og Nasdaq viger hver med 0,2 pct.

Faldene følger dog pæne stigninger torsdag. For S&P 500-indeksets vedkommende var der tale om det største plus siden november 2022.

For ugen tegner det til en tilbagegang på det amerikanske aktiemarked, efter at der mandag var tale om omfattende kursfald.

- Overordnet er vi stadig i et miljø, hvor økonomien bremser op, hvis den da ikke går i stå, inflationen er på vej ned, hvilket overhovedet ikke indikerer en recession. Vi vokser stadig, bare ikke lige så meget, siger Christopher Jackson, der er direktør i UBS Wealth Management, til Reuters.

Derouten fulgte svage erhvervstillidstal for industrien og jobskabelsen sammen med en japansk renteforhøjelse fra ugen før.

Renteforhøjelsen skabte stor styrkelse af yen, hvilket fik handlerne til at afvikle deres såkaldte carry-handler - lån optaget i lavrentevalutaer og placeret i valutaer med større afkast. For at indfri lånene måtte handlerne derfor sælge ud, og det sendte aktierne i bund.

PARAMOUNT VIL FYRE 15 PCT. AF ARBEJDSSTYRKEN

Mediekoncernen Paramount Global gav et blandet indtryk med sit regnskab for andet kvartal i torsdagens eftermarked.

Blandt de negative nyheder var en skuffende toplinje i kvartalet og en nedskrivning på knap 6 mia. dollar i kabel-TV-forretningen.

Til gengæld slog Paramount forventningerne til den justerede indtjening per aktie, og dertil har mediekoncernen annonceret en nedskæring på 15 pct. af sine amerikanske ansatte.

Aktien går frem med 5,4 pct.

Også rejseselskabet Expedia har bevæget sig i et stort plus efter sit regnskab for andet kvartal.

Her kunne Expedia fremvise en bedre udvikling på driften, end analytikerne havde regnet med, efter en stigning i antallet af bookinger på tværs af selskabets platforme samt en stigning i antal bookede hotelværelser.

Selskabet varsler dog i samme ombæring, at rejseefterspørgslen kan forværres i indeværende kvartal, og derfor har Expedia skruet forventningerne ned til bookingvæksten på selskabets platforme til 4 pct.

Varsel til trods belønnes regnskabet med et plus på 10,5 pct.

LILLY KAN FORTSÆTTE OPTUR

Verdens største medicinalselskab målt på markedsværdi, Eli Lilly, fortsætter kursridt fredag, efter at Novo-konkurrenten torsdag imponerede med sit regnskab for andet kvartal.

Salget af diabetes- og vægttabsmidlerne Mounjaro og Zepbound var langt over markedets forventninger, og det sendte Lilly op med 9,5 pct. til en markedsværdi på over 761 mia. dollar.

Fredag er der yderligere nyt for Eli Lilly, der er blevet udkåret til foretrukken aktie hos det amerikanske børshus Morgan Stanley.

Aktien stiger yderligere 3,7 pct.

Gilead Sciences stiger ligeledes efter sit regnskab, der ellers har fået en lidt blandet modtagelse.

Biotekselskabet offentliggjorde i eftermarkedet sit regnskab, der bød på et løft af indtjeningsprognosen i 2024. Alligevel blev aktien sendt ned i eftermarkedet.

Aktien åbner 0,3 pct. højere.

.\\˙ MarketWire