Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Vestas får genrejsning i halvsløjt marked

13/8 11:19

Vestas indtager toppen af C25-indekset tirsdag, efter at investorerne har besindet sig lidt ovenpå mandagens nedjustering.

Pandora og ISS gør ikke meget væsen af sig efter regnskaber uden de helt store overraskelser.

Samlet set ligger C25-indekset tirsdag ved 11.15-tiden med et fald på 0,2 pct. i 1923,76. Faldet følger et dyk på 0,9 pct. mandag med et solidt pres fra en hårdt ramt Vestas-aktie.

- Man kan sige, at det jo er blevet lidt mere selskabsspecifikt nu, hvor vi er kommet ind i regnskabssæsonen. Og det er nok stadigvæk Vestas, der trækker de fleste overskrifter efter den noget overraskende melding, de kom med omkring serviceforretningen mandag, udtaler chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til MarketWire.

Mandagens negative kursreaktion på 7,8 pct. for Vestas synes Danske Banks chefhandler dog er lidt for voldsom.

- Men omvendt vil jeg også sige, at markedet nok lidt har glemt den usikkerhed, der trods alt ligger i at lave kontrakter med op til en 35-årig levetid, som der er i serviceforretningen, vurderer Mads Zink

Tirsdag har Vestas fundet sine ben igen, og aktien stiger 2,5 pct. til 156,00 kr.

De kommende dage lander hertil en række vigtige nøgletal fra USA, der ifølge Mads Zink vil tage meget fokus. Det drejer sig blandt andet om eftermiddagens producentpristal, onsdagens forbrugerpristal og torsdagens detailsalgstal.

PANDORAS OPJUSTERING TIL EN SØLVMEDALJE, MENER CITI

Pandora stiger 0,2 pct. til 1043 kr., efter at smykkekoncernen mandag kort efter børslukketid leverede en opjustering i det tidlige regnskab for andet kvartal, der ellers først var stillet i udsigt tirsdag morgen.

Tallene vidnede om et solidt kvartal, men ifølge investeringsbanken Citi var meldingen kun til en sølvmedalje, ikke til guld, fordi Pandora ikke samtidig hævede sin prognose for indtjeningsmarginen, ligesom det sammenlignelige salg i USA var "blødere" end ventet.

EBIT-marginen ses stadig ligge omkring 25 pct. på baggrund af reinvesteringer i forretningen, mens buddet for den organiske vækst er blevet løftet til 9-12 pct. fra 8-10 pct. og sammenlignet med konsensus på 11 pct.

Hos Sydbank betegnes regnskabet også som godkendt, om end markedet allerede stilede højt.

- Opjusteringen var i nogen grad ventet. Så tomlen op for et godkendt regnskab, hvor jeg dog ikke venter et massivt kursplus til aktien, vurderede Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank, inden åbningen.

ISS LØFTER NEDRE ENDE AF VÆKSTPROGNOSE

For ISS har første halvår budt på lavere indtjening end ventet, men højere omsætning. Og indtjeningen vægter angiveligt tungest hos markedet, der sender aktien 1,6 pct. ned i 123,70 kr.

For hele 2024 løfter ISS også bunden af sin prognose for den organiske vækst til 5-6 pct. fra tidligere ventet 4-6 pct. Driftsmarginen ventes uændret at lande på en margin over 5 pct.

Midtpunktet af det nye spænd for den organiske vækst i 5,5 pct. er også hvad analytikerne havde estimeret.

Genmab agerer agterlanterne i C25 med et fald på 4,7 pct. til 1736 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

- Jeg har ikke rigtig set noget, der kan forklare, hvorfor den skal så langt nede, siger Mads Zink.

RYGKLAP TIL DANSKE BANK OG NOVONESIS

Så går det bedre for Danske Bank, der har fået genoptaget dækningen hos det amerikanske børshus Morgan Stanley med den positive anbefaling "outperform" og et kursmål på 270 kr. Bankaktien er strøget helt til tops i C25 tirsdag morgen efter en stigning på 1,4 pct. til 201,20 kr.

Novonesis har fået sat kursmålet op til 500 kr. fra 475 kr. hos SEB. Anbefalingen er uændret "køb" af Novonesis, der taber 0,3 pct. til 427,80 kr.

.\\˙ MarketWire