Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Bavarian i top på koppeordre - Carlsberg dykker på regnskabsnyt

14/8 11:39

Der er ingen, der tilnærmelsesvis kan nå Bavarian Nordics kurshop onsdag middag oven på en ordre på koppevaccine, selv om det bugner med regnskabsnyt fra blandt andet Vestas og Carlsberg samt Netcompany, der alle sendte tal for andet kvartal ud efter lukketid tirsdag.

Blandt sidepapirerne forsøger Netcompany dog at slå Bavarian af tronen med et solidt plus i middagshandlen.

Samlet stiger eliteindekset, C25, med 0,3 pct. til 1956,93 onsdag middag.

- Der er flere aktier, der er med til at trække indekset frem i dag. Bavarian, DSV og GN - og også Vestas er med til at give os den positive udvikling i dag, selv om Novo ligger med fald, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

Sværvægteren Novo Nordisk falder 1,2 pct. til 903,40 kr. midt på dagen uden selskabsspecifikke nyheder.

- Der er nok nogen, der tager lidt kortsigtet profit hjem i dag. Det er jo kun få dage siden, at Novo lå omkring niveauet på 830 kr. - og aktien er kommet hurtigt op igen efter et hurtigt fald, siger chefhandleren.

DSV og GN stiger henholdsvis 2,97 pct. og 2 pct.

BAVARIAN I VEJRET

Bavarian kom tirsdag aften på banen med en stor ordre på selskabets mpox-vaccine, og mandag rapporterer flere medier, at de afrikanske sundhedsmyndigheder, Africa CDC, har erklæret en ny og mere smitsom variant af mpox som en nødsituation for folkesundheden i Afrika.

Det giver lettelse hos investorerne, mener Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank.

- Investorerne har været nervøse for, om man kunne få nok ordrer i bogen til at indfri prognosen om et koppevaccinesalg i intervallet 2,7-3 mia. kr., men med de ordrer vi nu har set, så nærmer man sig den nedre del af intervallet for ordrer i år, konstaterer senioranalytikeren.

Aktien stiger 10,4 pct. til 219,20 kr. i middagshandlen.

CARLSBERG I FALD TRODS OPJUSTERING

Carlsberg opjusterede tirsdag eftermiddag forventningerne til hele året, men efter et kursplus onsdag morgen sender investorerne nu aktien til bunden af eliteindekset.

Opjusteringen er da heller ikke nok til at få analytikerne til at klappe i hænderne.

- Taget de sløje resultater og den svagere baggrund i Kina i betragtning, forventer vi, at aktien vil handle lavere, konkluderer Citi-analytiker Simon Hales i en kommentar.

Carlsberg løftede prognosen for den organiske vækst i driftsresultatet til 4-6 pct. mod tidligere 1-5 pct. De løftede forventninger ligger dog fortsat under konsensus blandt analytikerne på 6,5 pct.

På de brede linjer skuffede omsætningen i andet kvartal, mens både bundlinjen og driftsindtjeningen landede over det ventede.

Aktien daler 3,6 pct. til 775,40 kr.

MØLLER FRA VESTAS KOSTER MERE

Vestas har - som der også var flaget for på forhånd - leveret en skuffende præstation i andet kvartal. Men et lyspunkt i kvartalet var, at møllepriserne landede markant højere end ventet.

En markant positiv overraskelse er møllepriserne på kontrakterne i andet kvartal, og det er da også et punkt, som vindmølleproducentens topchef, Henrik Andersen, fremhæver sammen med kvartalets positive pengestrømme.

- Vores ordreindgang havde en gennemsnitlig salgspris på 1,21 mio. euro per megawatt og voksede med mere end 50 pct. i forhold til året før, hvilket sammen med et justeret frit cash flow på mere end 0,5 mia. euro understreger den positive udvikling i Power Solutions og vores fortsat stærke kommercielle disciplin, siger Henrik Andersen om regnskabet.

Samlet var kvartalets ordreindgang på 3596 megawatt, hvilket var som ventet, men der gemmer sig en positiv overraskelse i ordreindgangen målt i euro, som opgøres til 4,4 mia. euro. Det er noget over analytikernes forventninger på 3,82 mia. euro

Aktien stiger 0,8 pct. til 158,90 kr.

NETCOMPANY BRAGER OP

It-selskabet Netcompany ligger onsdag middag med et solidt plus på 8,3 pct. til 302,80 kr., efter at selskabet leverede bedre end ventet i andet kvartal.

Overskuddet voksede til 118,8 mio. kr. efter skat fra 55 mio. kr. i samme kvartal året inden. Her var der ventet 115 mio. kr. hos analytikerne.

Derudover har også slæbebådsrederiet Svitzer samt Matas aflagt tal.

Hos Svitzer bliver forventningerne til året oppræciseret, så både omsætningen og indtjeningen (EBITDA) begge ventes at lande i den høje ende af forventningsspændet.

Investorerne kvitterer ved at sende aktien op med 5,6 pct. til 270,55 kr.

Materialistkæden Matas kunne i andet kvartal fremvise en solid vækst over hele linjen, og overskuddet voksede til 59 mio. kr. fra 49 mio. kr. året inden.

Aktien ligger 5,4 pct. højere i 126 kr. onsdag middag.

.\\˙ MarketWire