Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Cheføkonomer om inflationstal: En rentenedsættelse i september er meget sandsynlig

14/8 14:57

Eftermiddagens amerikanske inflationstal smyger sig op ad økonomerne forventninger, og det er godt for finansmarkederne og for dansk økonomi, vurderer Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

Han mener, at dagens nøgletal utvivlsomt vil give anledning til et lettelsens suk på de finansielle markeder.

- Dagens tal viser, at inflationen i USA er under kontrol og fortsat aftager i et roligt og adstadigt tempo.

- En rentenedsættelse i september er meget sandsynlig, konkluderer Tore Stramer.

Også Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank er enig.

- Døren står nu mere end åben for Fed til at sænke renten. Inflation er blevet et langt mindre bekymringspunkt, og sammen med de lidt sløjere nøgletal for den amerikanske økonomi, så er der lagt op til rentesænkning. Det ligner efterhånden ret kraftigt, at den første rentenedsættelse kommer til september, vurderer Jeppe Juul Borre.

LAVESTE INFLATION I TRE ÅR

Den amerikanske prisstigningstakt i juli landede på 2,9 pct. på årsbasis i juli - det laveste niveau i mere end tre år - mod ventet 3,0 pct. blandt økonomer ifølge Bloomberg News.

I juni var inflationen 3 pct.

Set i forhold til måneden før steg forbrugerpriserne med 0,2 pct. - helt som ventet.

Samtidig udviklede kerneforbrugerpriserne, der fraregner udviklingen i fødevare- og energipriser, sig som forudset med en stigning på 3,2 pct. på årsbasis i juli og 0,2 pct. på månedsbasis.

Netop tydelige tegn på, at inflationen støt og roligt nærmer sig den amerikanske centralbank Federal Reserves, målsætning på 2 pct., er hvad beslutningstagerne leder efter, før renten kan sænkes.

Og her venter også finansmarkederne at første nedsættelser til september. Blot står markedet og vakler i mellem om det bliver en rentenedsættelse på 25 eller 50 basispoint. Futures viser kort efter inflationstallene, at markedet har indregnet en rentenedsættelse på 37 basispoint, eller halvanden normal nedsættelse.

- Vi tror også på en rentenedsættelse, men at centralbanken lægger ud med den mindre af slagsen på 0,25 procentpoint, skriver Jeppe Juul Borre en kommentar.

Hos Dansk Erhverv mener Tore Stramer, at en rentenedsættelse vil trække spor også til Danmark.

- Udsigten til lavere rente er bestemt også godt nyt for dansk økonomi. Et fald i renteniveauet vil understøtte danskernes forbrugsmuligheder og gøre det mere attraktivt at investere. Udsigten til et fortsat lavere renteniveau vil derfor også bidrage til at sikre en blød landing af dansk økonomi efter en periode med ekstraordinært høj vækst, vurderer Tore Stramer.

.\\˙ MarketWire