Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/aktier: Kurs mod tredje dag med stigninger i træk - Ørsted trækker ned

15/8 12:37

Det europæiske aktiemarked har efterhånden rystet den ublide start på august af sig og har torsdag kurs mod tredje dag i træk med plus.

Optimismen er igen begyndt at indfinde sig, efter at en stribe økonomiske data fra både eurozonen og USA har bekræftet, at det ikke står helt så skidt til som først frygtet. Samtidig lurer snarlige rentenedsættelser i horisonten, og det giver handlerne blod på tanden.

Det brede fælleseuropæiske Stoxx 600 stiger i middagshandlen med 0,1 pct., mens det toneangivende tyske DAX-indeks går frem med 0,3 pct. På både det britiske og franske marked er stemningen mere afdæmpet, og hovedbørserne i begge lande ligger omkring gårsdagens lukkeniveau.

Blandt enkeltaktierne er torsdag negativ fokus på Ørsted, der ligger med det største fald af alle aktierne i Stoxx 600.

Det sker som følge af et regnskab for andet kvartal, der bød på nye hensættelser fra blandt andet et forsinket havvindprojekt i USA, og det har samlet set kostet et milliardunderskud for den danske energiudvikler.

Det sender aktien ned med 7,1 pct.

I den modsatte ende er der mere hopla over det britiske forsikringsselskab Admiral, der har ramt den højeste kurs i 30 måneder efter et regnskab, der har overgået analytikernes forventninger til overskuddet.

Samtidig kan Admiral melde om aftagende inflation, hvilket sænker skadesudgifterne, og ifølge analysehuset Jefferies bør det smitte positivt af på resten af branchen.

Forsikringsaktierne er da også den mest stigende sektor i torsdagens handel.

Admiral-aktien ligger i middagshandlen oppe med 7,4 pct.

.\\˙ MarketWire