Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Sydbank-topchef efter recessionsfrygt: "Dansk økonomi står et godt sted"

21/8 11:16

Finansmarkederne blev tidligere på måneden ramt af bekymring for et forestående tilbageslag i verdensøkonomien, hvilket gav nogle heftige dage på aktie-, obligations- og valutamarkederne.

Sydbanks nye topchef, Mark Luscombe, er dog ikke synderligt bekymret for en forestående recession og mener, at "dansk økonomi står et godt sted".

- Jeg hæfter mig meget ved beskæftigelsestallene, som vi får nye af på fredag, men alt tyder på, at beskæftigelsen bliver ved med at stige herhjemme.

- Og vi kan se, at danskerne har fået pæne lønstigninger, samtidig med at inflationen er faldende. Så reallønnen er på vej opad i Danmark, siger Mark Luscombe i et interview med MarketWire.

Han noterer dog samtidig en fortsat tilbageholdenhed hos forbrugerne. Det kan man se afspejlet i detailsalget og også i låneefterspørgslen hos Sydbanks privatkunder, som har været faldende i andet kvartal.

- Så danskerne bruger ikke rigtigt penge, de bliver sat ind på kontoen i banken og placeret i investeringsprodukter. Hvis vi ser en forbedring i dansk økonomi kan man jo håbe på, at der også kommer lidt mere gang i forbruget. Men jeg er ikke super bekymret for dansk økonomi, må jeg indrømme.

Forhold uden for landets grænser kan dog potentielt ramme dansk økonomi.

- Der foregår ting i Mellemøsten, vi har et forestående amerikansk valg, men vi kan jo konstatere, at de ting, der har været uden for landets grænser, det er jo ikke fordi, det er noget, der har sat sig synderligt i markederne. Men det er jo sådan nogle af de lidt ubekendte faktorer, der kan ligge derude, siger Mark Luscombe.

Så overordnet er han relativt optimistisk i forhold til dansk økonomi.

- Ja, jeg synes, at dansk økonomi står et godt sted. Selv når man trækker effekten af medicinalindustrien ud af tallene, så synes jeg stadigvæk, at der er positiv underliggende momentum, siger Sydbank-topchefen.

Trods det optimistiske syn har Sydbank i sit halvårsregnskab dog fastholdt det såkaldte ledelsesmæssige skøn på 500 mio. til afdækningen af den makroøkonomiske usikkerhed.

Det dækker mulige tab forbundet med de afledte negative effekter af geopolitiske spændinger, et højere rentemiljø samt risikoen for recession.

- Vi synes, at der er usikkerhedsfaktorer, og det er usikkerhedsfaktorer, som kan være svære at forholde sig til, hvilken effekt de kan få på dansk økonomi og danske virksomheder. Så vi føler, at det er det rigtige at fastholde det ledelsesmæssige skøn på de 500 mio. kr., siger Mark Luscombe.

.\\˙ MarketWire