Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Tro på rentenedsættelse i september løfter humøret

22/8 14:14

Markedet har efter gårsdagens referat fra den amerikanske centralbanks rentemøde draget den konklusion, at en lempelsen af pengepolitikken er nært forestående.

Det løfter stemningen forud for amerikansk børsåbning om end i begrænset omfang. Futures for de toneangivende aktieindeks i USA stiger 0,1-0,3 pct.

Af referatet, der blev offentliggjort onsdag aften, fremgik det, at flere af beslutningstagerne i den pengepolitiske komité i centralbank Federal Reserve var indstillet på at sænke renten i juli. Her blev den dog fastholdt.

Når udsvingene ikke er kraftigere, kan det skyldes, at centralbanken Federal Reserves årlige centralbanksymposium i Jackson Hole først indledes senere torsdag.

- Referatet er bagudskuende, men bekræfter de bløde signaler fra formand Jerome Powell, siger Elisabet Kopelman, der er økonom i SEB, ifølge Reuters.

- Planerne bør have fået yderligere understøttelse af svage nøgletal siden mødet i juli, og vi venter, at Powell vil sende et klart signal om det ved talen i Jackson Hole i morgen.

Jerome Powell taler fredag klokken 16 dansk tid.

Onsdag bød på stigninger på 0,4 pct. til det brede S&P 500-indeks, Dow Jones steg 0,1 pct., mens det teknologitunge Nasdaq-indeks gik 0,6 pct. frem.

PELOTON BELØNNES FOR OVERBEVISENDE PROGNOSE

Træningsudstyrsproducenten Peloton har fart på i det amerikanske formarked efter sit regnskab for fjerde kvartal af 2023/24.

Sidste kvartal af den forskudte periode var bedre end ventet med en omsætning på 643,6 mio. dollar mod en forventning på 630,1 mio. dollar ifølge Bloomberg News.

Dertil var det justerede driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 70,3 mio. dollar, mens der var ventet 53,2 mio. dollar.

Det er dog særligt forventningerne til det justerede EBITDA i 2024/25, der løfter aktien. Her spår Peloton et overskud på 200-250 mio. dollar, mens konsensus i markedet var omtrent det halve - 113,5 mio. dollar.

Aktien stiger 9,5 pct. i formarkedet.

SNOWFLAKE SKUFFER MED FORVENTNINGERNE

Softwareproducenten Snowflake leverede sent onsdag et blandet indtryk med sit regnskab for andet kvartal, og det huer ingenlunde investorerne.

Aktien sendes ned med 9,7 pct. i formarkedet.

For selv om omsætningen voksede 29 pct. til 868,8 mio. dollar mod ventet 850,7 mio. dollar, skuffer forventningerne til 2024/25.

Omsætningen for andet kvartal indikerer en opbremsning i væksten, bemærker Morgan Stanleys analytiker Keith Weiss ifølge Bloomberg News. Samme udvikling er afspejlet i forventningerne til 2024/25.

- En mindre produktomsætningsfremgang og yderligere opbremsning i væksten efterlod andet kvartal uden den katalysator, der skulle til for at løfte investorens syn på Snowflake, skriver analytikeren.

Softwareproducenten har ellers løftet sine forventninger til produktomsætningen til 3,36 mia. dollar fra 3,3 mia. dollar, mens forventningen i markedet var 3,333 mia. dollar.

KENDT TØJFORHANDLER SKUFFER

Den amerikanske tøjforhandler Urban Outfitters havde større tilbagegang i det sammenlignelige salg end frygtet.

Selv om toplinjen på 1,35 mia. dollar lige netop slog forventningerne på 1,34 mia. dollar i andet kvartal, viste det sammenlignelige salg en anden udvikling.

Her bakkede salget nemlig 9,3 pct., mens der var ventet 8,8 pct.

Salget veg særligt i august, og et mere omfattende udsalg er ventet, noterer børshuset Jefferies, der ifølge Bloomberg News ser udfordringer for selskabets eget tøjmærke samt på kampagnefronten foruden en tiltagende konkurrence.

Aktien bakker 13,2 pct. i formarkedet.

Imens sendes Paramount op med 2,2 pct., efter at der er taget hul på næste kapitel i sagaen om salget af selskabet.

Det er medieinvestoren Edgar Bronfman Jr., der har løftet sit bud på selskabet til 6 mia. dollar i et forsøg på at overgå buddet fra Skydance Media, som ifølge Bloomberg News allerede er blevet accepteret af Paramount.

.\\˙ MarketWire