Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Sonova kalder nyt topprodukt for paradigmeskifte i industrien

27/8 14:27

Den schweiziske høreapparatproducent Sonova, der konkurrerer med både Demant og GN, går efter at skille fårene fra bukkene med lanceringen af sit nye topprodukt, Phonak Audéo Sphere, som selskabet selv kalder for et paradigmeskifte i industrien.

Ifølge selskabets egne data fra lanceringen af produktet, der er en del af den nye Infinio-platform og som det første produkt på markedet udnytter kunstig intelligens til direkte at understøtte brugeren i vanskelige lyttesituationer, forbedrer Audéo Sphere taleforståelsen i støjende miljøer ganske markant.

Data peger på, at det nye produkt øger den såkaldte signal to noise-ratio med hele 10 decibel, hvilket er omtrent et dobbelt så stort løft som ved tidligere succesfulde lanceringer.

Singal to noise-ratio er en skala, der sammenligner niveauet af det ønske signal - i det her tilfælde tale - med støj.

Og forbedringen på 10 decibel svarer oversat til mere forståeligt sprog, at brugeren vil være to til tre gange bedre i stand til at forstå tale i støjende miljøer, lyder det fra Sonova selv.

Samtidig har det schweiziske selskab arbejdet hårdt på pålideligheden af produktet, så audiologerne, der i engrosleddet er selskabets kunder, ikke skal bruge tid på at løse tekniske udfordringer.

Endelig er produktet også klar til Auracast-systemet fra Bluetooth, der lige nu bliver rullet ud i alverdens elektronikprodukter.

Phonak Audéo Infinio Sphere er lanceret sammen med Phonak Audéo Infinio, som er et tilsvarende produkt - bare uden den ekstra chip til kunstig intelligens, der løfter taleforståelsen så markant, som selskabet hævder.

- Vi har fået en meget positiv indledende markedsreaktion på det nye produkt, fortæller Arnd Kaldowski, der er administrerende direktør hos Sonova, på en kapitalmarkedsdag hos selskabet tirsdag.

- Infinio mener vi er det bedste produkt i verden - lige ud over Sphere Infinio, uddyber topchefen.

HURTIGT OG PÅLIDELIGT

Ud over et markant løft i taleforståelsen i støj, som af samtlige af de største høreapparatproducenter beskrives som den primære udfordring for sektoren, har Sonova også lagt mange kræfter i at øge pålideligheden med en kraftfuld opgradering af hovedchippen, Era.

Derudover har selskabet brugt de seneste seks år på at skabe en ekstra chip, som driver AI-løsningen til bedret taleforståelse.

Det giver en samlet pakke, som er blevet ekstremt vel modtaget, og som scorer meget højt i de sammenligningsstudier med konkurrerende produkter, som Sonova har gennemført i forbindelse med lanceringen.

- Engroskunder bruger en betydelig mængde tid på at løse tekniske udfordringer, og det er ikke det, de gør bedst. Derfor har det været meget væsentligt for os at løfte pålideligheden, forklarer Rob Woolley, der er chef for Sonovas engrosforretning for høreapparater, på kapitalmarkedsdagen.

- Og så har vi slået fast, at AI er nøglen til at skabe et gennembrud i forhold til hørelse i støjende omgivelser. Det er ikke, fordi det ikke bruges på mange andre områder allerede. Vi har eksempelvis brugt machine learning i 20 år. Men vi har nu lavet en algoritme på en selvstændig chip. Den bruger til at scanne, hvad der er tale, man vil lytte til, og hvad der er støj, fortsætter han.

Phonak Audéo Sphere Infinio er trænet med godt 22 mio. lydbidder og testet i samlet over 10.000 timer.

Og baseret på både resultaterne i diverse tests og sammenligninger samt den modtagelse, som produktet har fået på det store amerikanske marked, hvor det er lanceret, er der tale om den måske mest succesfulde lancering, Sonova nogensinde har gennemført. I hvert fald, hvis man spørger selskabet selv.

- Det er den mest betydningsfulde lancering i de 17 år, jeg har været i industrien, siger Oliver Frank, der er marketingchef for Phonak-brandet, på kapitalmarkedsdagen.

Han henviser samtidig til en rundspørge blandt audiologer og Sonova-kunder, som har prøvet produktet, hvor 98 pct. svarer, at de forventer, at Phonak Audéo Sphere vil komme til at ændre deres patienters liv.

.\\˙ MarketWire