Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Ambu i front før regnskab på grøn "mellemdag"

29/8 11:43

Regnskabsaktuelle Ambu ligger højere torsdag middag, hvor det danske eliteindeks i det store hele er præget af aktier i plus.

Samlet fejer en grøn vind hen over de europæiske aktiemarkeder, og det danske eliteindeks, C25, stiger 1 pct. til 1988,88.

Lettelsen har bredt sig, efter den amerikanske chipkæmpe Nvidia igen formåede at slå tårnhøje forventninger i markedet med sit regnskab onsdag aften. Alligevel falder aktien, som også er steget massivt i år, i det amerikanske formarked.

- Det er en af de aktier, der kan banke benene væk under markederne. Nu er det overstået, og vi kan se at, at kursfaldet retter sig. Det er i hvert fald ikke nok til at kunne skræmme Europa, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.

Med onsdagens amerikanske tophistorie er der roligt torsdag, inden der fredag kommer amerikanske inflationstal og den såkaldte KAX-CAP-rebalancering. Det dækker over, at vægtningen af forskellige aktier bliver ændret.

- Her skal mange ud og lave om på porteføljen, for at følge balanceringen i indekset. Det betyder som regel god volumen, hvor omkring halvdelen af dagens volumen lukker i forbindelse med lukkeauktionen mellem 16.55 og 17, siger Mads Zink.

AMBU KLAR MED REGNSKAB FREDAG

Medicoselskabet Ambu aflægger regnskab fredag - og torsdag ligger aktien i toppen af C25 med et plus på 2,7 pct. til 149,45 kr.

- Ambu-aktien har været ret volatil. Men det er blevet mindre - men det tager tid at bygge tillid op, siger Danske Banks chefhandler.

Torm stiger 3 pct. til 242,40 kr. og indtager topplaceringen i eliteindekset, mens Tryg dropper 0,3 pct. til 148,15 kr - begge uden selskabsspecifikke nyheder.

- Der sker ikke meget - man kan sige, at det er en dag lidt "in between", siger Mads Zink.

LAVERE KURSMÅL TIL VESTAS

Vestas har fået sænket sit kursmål hos finanshuset RBC Capital til 228 kr. fra 243 kr., men samtidig gentages den positive anbefaling "outperfom".

Vindmølleaktien stiger 0,3 pct. til 152,20 kr.

Opmærksomhed kan der også være til Mærsk, da torsdag er lig tal fra rateindekset World Container Index, der opgøres af konsulenthuset Drewry. Indekset faldt endnu engang i sidste uge, hvilket betyder fald seks uger i træk.

Mærks' B-aktien stiger 0,4 pct. til 10.250 kr., mens A-aktien falder 0,1 pct. til 9925 kr.

GREEN HYDROGEN SYSTEMS DEGRADERET AF CARNEGIE

Blandt de mindre navne på fondsbørsen er der modvind til Green Hydrogen Systems torsdag, efter at Carnegie har sænket sin anbefaling af aktien til "sælg" fra "hold" og skåret kraftigt i kursmålet.

Kursmålet er nemlig samtidig sænket til 4,90 kr. fra 8,80 kr. - en nedsabling på mere end 40 pct.

Torsdag middag dykker aktien 1,3 pct. til 6,30 kr.

.\\˙ MarketWire