Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Plusser på vej med fokus på Dell, Intel og kerneinflation

30/8 14:11

Der er stigninger i sigte på det amerikanske aktiemarked fredag, hvor Dell Technologies kan ride videre på den store interesse om kunstig intelligens, eller AI.

Det gælder også chipaktien Marvell Technognologies. Marvell har præsenteret et stærkt regnskab og lovende salgsforventninger til tredje kvartal, hvilket ifølge analytiker Mark Lipacis fra Evercore skyldes, at man også her nyder godt af den voksende brug af kunstig Intelligens, skriver Bloomberg.

Futures indikerer stigninger i alle de tre toneangivende indeks

Bedst ser det ud til at ville gå det teknologitunge Nasdaq-indeks, der indikeres 0,7 pct. højere. S&P 500-futuren stiger 0,4 pct., mens Dow Jones-indekset ses gå frem med 0,2 pct.

Dog vil eftermiddagens nøgletal kunne stikke et kæp i hjulet. Særligt er der ved 14.30-tiden grund til at holde øje med den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsindiktor, PCE kerne.

På årsbasis ventes prisstigningstakten at være tiltaget en anelse til 2,7 pct. fra 2,6 pct. Større afvigelser vil kunne påvirke markedets syn på renteudsigterne, inden den amerikanske centralbanks rentemøde i september. Her hælder markedet til, at banken vil sænke renten med 25 basispoint, men har ikke helt opgivet muligheden for en dobbelt så stor sænkning.

Torsdag faldt Nasdaq-indekset 0,2 pct., S&P 500-indekset sluttede praktisk taget uændret, mens Dow Jones-indekset steg 0,6 pct.

FLOT REGNSKAB FRA DELL

For Dell tegner åbningen til et pænt kursløft på næsten 5 pct. oven på kvartalsregnskabet torsdag aften.

- Vores AI-momentum accelererede i andet kvartal, og vi har set en stigning i antallet af virksomhedskunder, der køber AI-løsninger hvert kvartal, siger Dells driftsdirektør Jeff Clarke ifølge regnskabet.

Efterspørgslen efter selskabets AI-optimerede servere var på 3,2 mia. dollar i andet kvartal mod 2,6 mia. dollar kvartalet før.

I kvartalet omsatte selskabet for 25 mia. dollar, hvilket var 9 pct. mere end i samme periode sidste år - og over analytikerforventningerne ifølge Bloomberg News på 24,5 mia. dollar. Nettoresultatet steg desuden 7 pct. til 1371 mio. dollar, hvilket ligeledes var bedre end ventet.

SPEKULATIONER OM OPSPLITNING AF INTEL

I it-sektoren stiger også Marvell med 9 pct. i formarkedet, mens Intel ligger 3 pct. højere.

Det sker, efter at Bloomberg News kan berette, at Intel overvejer en opsplitning af selskabet i to inden for henholdsvis chipdesign og fremstilling af chips.

Det fortæller anonyme kilder til nyhedsbureauet.

Der kan fredag også ventes rift om Emergent Biosolutions, der stiger 16 pct. i formarkedet, efter at vaccineselskabet har fået godkendt sin koppevaccine Acam2000 i USA til forebyggelse af mpox, tidligere kendt som abekopper. Dermed har danske Bavarian Nordic ikke længere den eneste godkendte mpox-vaccine i USA.

.\\˙ MarketWire