Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/aktier: Største Stoxx 600-fald i to uger med pres på luksus og mikrochips

4/9 13:39

De europæiske aktier har onsdag ramt det laveste niveau i to uger, da de globale markeder er presset af bekymringer om en forestående afmatning i USA og svaghed i den kinesiske økonomi.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks falder 1,1 pct., hvor alle sektorer på nær ejendom og energi er i minus.

Nedturen følger udsalg på Wall Street tirsdag, hvor hovedindeksene registrerede de største fald siden begyndelsen af august efter en svagere ISM-erhvervstillidsopgørelse end ventet.

- Friske bekymringer om sundheden i den globale økonomi griber markederne, siger Susannah Streeter, investerings- og markedsanalytiker hos Hargreaves Lansdown, ifølge Reuters.

Med til at øge bekymringerne er også svage nøgletal fra Kina, som også lægger pres på luksusvareselskaberne, der genererer meget af deres salg her.

Blandt de hårdest ramte selskaber er blandt andet schweiziske Richemont, der falder 5 pct., og franske LVMH, som taber 3,6 pct., efter at finanshuset Morgan Stanley har sænket kursmål for de to aktier med henvisning til bekymringer over en svække efterspørgsel fra kinesiske forbrugere.

Den hollandske mikrochipudstyrskæmpe ASML lægger med et dyk på 5,9 pct. mest pres på Stoxx 600-indekset.

Aktien presses af en generelt negativ stemning omkring teknologiaktier samt en sænket anbefaling fra UBS.

Energiaktierne har vendt tidligere større fald til moderate stigninger med plusser på 1,1 pct. for norske Equinor og 0,7 pct. for franske Totalenergies.

Tirsdag dykkede olieprisen til det laveste niveau i år, og onsdag fortsatte nedturen, og som reaktion herpå har Organisationen af Olieeksporterende Lande og allierede lande overvejet at udsætte en ellers planlagt produktionsforhøjelse.

.\\˙ MarketWire