Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novo kan se Bernie Sanders kridte banen op inden Fruergaard vidner i Senatet

23/9 11:30

Beskyldninger om ublu prissætning af Ozempic har længe regnet ned over Novo Nordisk fra den amerikanske politiker og formand for Senatets sundhedskomité Bernie Sanders.

Tirsdag tager Novos topchef Lars Fruergaard Jørgensen så udfordringen fra Bernie Sanders op og lader sig klokken 16 dansk tid "grille" i Senatets sundhedsudvalg for at drøfte prissætningen og kaste lys over effekterne af det amerikanske sundhedssystem.

På forhånd har Bernie Sanders trukket fronten skarpt op.

I en erklæring, der blev lagt ud på Bernie Sanders hjemmeside i sidste uge, gentog han sin kritik af, at Novos listepriser på Ozempic i USA er mange gange højere end i en række europæiske lande og i Canada.

- Der er ingen anden rational grund, ud over grådighed for, at Novo Nordisk opkræver 969 dollar om måneden for Ozempic hos amerikanere med type 2-diabetes, mens det samme lægemiddel kan købes for kun 155 dollar i Canada og 59 dollar i Tyskland, erklærede Sanders i en meddelelse.

Forinden har investorer og amerikanske vælgere være vidne til et længere forløb, hvor Sanders sammen med præsident Joe Biden fra tid til anden har kritiseret medicinalselskabernes priser og ikke mindst Novos. Det skete blandt andet i et debatindlæg i avisen USA Today i juli, hvor de to kom med krads kritik af Novos prissætning af supersællerterne, vægttabsmidlet Wegovy og Ozempic mod type 2-diabetes.

Også herhjemme har Sanders stået for et opsigtsvækkende debatindlæg om emnet i Politiken i maj.

Læg hertil adskillige erklæringer om emnet på Sanders egen hjemmeside, og trusler i juni om at holde en afstemning i sundhedskomitéen om at stævne Doug Langa, koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for det amerikanske marked, for at indkalde ham til at vidne om høje medicinpriser.

Få dage efter annoncerede Sanders så, at Lars Fruergaard Jørgensen frivilligt var gået med til at vidne ved en høring, om hvad Sanders betegnede som "skandaløst" høje priser på Ozempic og Wegovy.

KOMPLEKST SUNDHEDSSYSTEM

Modsat har Novo hele tiden henvist til, at det amerikanske sundhedssystems opbygning er komplekst, og at Sanders med sit fokus på listepriserne i USA og Europa sammenligner æbler og pærer.

Listepriserne i USA er nemlig relativt høje, mens medicinalselskaberne yder store rabatter til mellemmænd, der forhandler på vegne af sygekasserne.

Derfor er den nettopris, som medicinalselskaberne får for deres medicin, også betydeligt lavere end listepriserne. Ifølge Novo giver selskabet i gennemsnit rabatter på 75 pct. af sine listepriser i USA. Alene sidste år blev der ifølge årsregnskabet givet rabatter og nedslag for næsten 358 mia. kr. i USA.

Patienter, der er dækkede af sygekasserne, kan derfor få medicinen markant billigere. 80 procent af amerikanere med forsikring betaler kun 25 dollar eller mindre om måneden, har Novo flere gange oplyst.

Selskabet er dog også opmærksom på, at der er patienter, der ikke får tilstrækkelig del i rabatterne, og Fruergaard vil derfor formentlig forsøge at rette opmærksomheden mod behovet for strukturelle forandringer af det amerikanske sundhedssystem, hvor indkøbsforeningerne og deres rådgivere tjener store summer på at afgøre, hvilken medicin, der skal være tilskudsberettiget og tilgængelige for patienterne.

NÆPPE REELLE KONSEKVENSER

Hos Sydbank venter analytiker Søren Løntoft Hansen af samme grund, at Fruergaard vil forsøge at sætte spot på prisstrukturen i USA, forskellen mellem liste- og nettopriser, og hvor store summer der investeres i at udvikle lægemidler og udvide produktionen, så efterspørgslen kan mødes.

- Det er jo en gylden mulighed for, hvis man ellers får lov til det, at diskutere, hvad man gør både fra medicinalselskabernes men også fra regeringens side i forhold til at sikre, at de amerikanerne, der ikke har en sundhedsforsikring, kan få adgang til innovationen af nye lægemidler, siger Søren Løntoft Hansen.

Han venter umiddelbart ingen direkte effekt af høringen på Novos priser på Ozempic.

- Dertil er sundhedsvæsenet for komplekst, og det ved sundhedskomitéen formentlig også godt. Og de ved formentlig også godt, at når de sammenligner amerikanske listepriser med danske og tyske priser, så er det en sammenligning af æbler og pærer. Men det er valgår, og jeg tror, at administrationen har behov for at vise, at man bekæmper de her høje listepriser. Og det nemmeste er jo at tage fat i et udenlandsk selskab, der har nogle midler, der er kendte og stærkt efterspurgte. På den måde appellerer man bredt i befolkningen, siger Søren Løntoft Hansen.

Af samme grund anser han høringen for at være imagemæssigt vigtig for Novo.

Det er dog efterhånden et stykke tid siden, at omtalen af de høje listepriser har haft væsentlig betydning for aktiekursen.

- Det er et tema, man holder øje med, men jeg tror ikke, at det vil udløse nogle prisreduktioner, og jeg tror ikke, at det vil ændre på det komplicerede amerikanske prissystem, siger Sydbank-analytikeren.

Benedic Ippolito, der er er tilknyttet tænketanken American Enterprise Institute, vurderer dog over for Financial Times, at det Sanders mål at skabe så meget støj om priserne for Ozempic, at den offentlige sygesikring Medicare vil gå særligt aggressivt til værks, når Ozempic med stor sandsynlighed udtages til de næste prisforhandlinger i USA gældende med virkning fra 2027.

Ulrich Otte, direktør for finans og drift i Novos amerikanske datterselskab, blev tidligere i september citeret for, at Novo er klar til forhandlingerne.

.\\˙ MarketWire