Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Behersket fremgang i vente efter kinesiske lempelser

24/9 14:56

Der er udsigt til en lettere positiv aktieåbning på børserne i New York tirsdag.

En stribe pengepolitiske lempelser i Kina har tirsdag bidraget til positive aktievinde på de internationale aktiemarkeder.

Og nu er turen kommet til USA, efter at først de asiatiske markeder og siden også de europæiske nød godt af tiltagene til at få sat mere skub i verdens næststørste økonomi.

Det ligner dog ikke nogen stor aktiefest i USA, når markedet åbner tirsdag kl. 15.30 dansk tid. Futures for det brede S&P 500-indeks ligger blot 0,1 pct. højere.

Dow Jones-futuren stiger ligeledes 0,1 pct., mens Nasdaq-futuren ligger 0,2 pct. højere.

Udsvingene var også begrænsede mandag, hvor S&P 500-indekset steg 0,3 pct., mens Dow Jones- og Nasdaq-indekset steg lidt mindre.

KINESISKE AKTIER I USA HAR MEDVIND I FORMARKEDET

Der er udsigt til pæne stigninger i nogle af de kinesiske firmaer, der er noteret i USA.

Blandt dem stiger Alibaba, PDD Holdings og Li Auto i formarkedet med henholdsvis 5,5, 4,8 og 7,9 pct.

Minerelaterede virksomheder stiger også pænt i formarkedet på forhåbninger om bedre udsigter for kinesisk økonomi.

I dette segment kan Freeport-Mcmoran Copper & Gold blandt andet notere en stigning i formarkedet på 4,9 pct.

Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump var mandag ude med riven efter traktorproducenten Deere , som angiveligt overvejer at flytte arbejdspladser til Mexico.

- Jeg vil bare lige gøre Deere opmærksom på nu, at hvis I gør det, så sætter vi 200 pct. told på alt, hvad I gerne vil sælge ind i USA, sagde Donald Trump mandag ifølge Bloomberg News.

Tidligere i år har Deere fortalt, at selskabet vil fyre 503 medarbejdere i staten Illinois og 310 i Iowa på grund af stigende driftsomkostninger og faldende efterspørgsel.

Deere -aktien faldt i mandagens eftermarked med 1,5 pct. til 402,70 dollar efter en stigning på 0,8 pct. i den ordinære handel.

Siden er faldet i formarkedet dog blevet begrænset til 0,8 pct.

FINANSHUS SÆNKER ANBEFALINGEN AF KAFFEKÆDE

Der kan også komme fokus på aktien i kaffekæden Starbucks, efter at analytikere fra finanshuset Jefferies har sænket anbefalingen af aktien til "underperform" fra "hold".

Aktien er steget med 24 pct., siden Brian Niccol tiltrådte som ny topchef og initierede et omfattende spareprogram. Men det er for stor en kursstigning ifølge Jefferies.

- Selv om den nye direktør har foreslået nødvendige strategiske ændringer, så forventer vi, at det vil blive en udfordret eksekvering, da eksempelvis kultur, værdiopfattelser og ny teknologi tager tid at få fikset, lyder det fra Jefferies ifølge Bloomberg News.

Starbucks falder i formarkedet med 0,5 pct. til 95 dollar. Kursmålet hos Jefferies er blot på 76 dollar.

.\\˙ MarketWire