Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/åbning: Renten dykker let før en stribe af taler fra centralbank-topfolk

26/9 09:27

En stribe af taler fra topfolk hos både Den Europæiske Centralbank og Federal Reserve kan torsdag sætte retningen på obligationsmarkedet, der dog lægger ud med rentefald i Danmark.

Således åbner den ledende tiårige statsobligation med en rente på 2,06 pct., som er 2 basispoint lavere end dagen før.

Handlerne kan dagen igennem se frem til ord fra både ECB-chef Christine Lagarde og fra Jerome Powell, der er chef for den amerikanske pendant.

- Der vil blive ledt med lys og lygte efter signaler om næste skridt med renten i USA. Antyder talen fra Powell, at Fed er klar til en ny stor rentenedsættelse i november, kan det presse renterne ned, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

Jerome Powells tale vil være en forudoptaget åbningstale, som gives ved den tiende årlige konference om det amerikanske statsobligationsmarked.

- Det kan betyde, at der ikke kommer de helt afgørende nye signaler frem, og der vil heller ikke komme eventuelle spørgsmål. Ikke desto mindre er investorerne på udkig efter indikationer på Feds næste træk med hensyn til renten i lyset af, at Fed i sidste uge hamrede renten ned med 0,50 pct.point, skriver Sydbank.

På nuværende tidspunkt indregner investorerne ifølge banken 80 pct. sandsynlighed for en ny rentenedsættelse på 0,50 pct.point til november.

På konferencen vil også være taler fra finansminister Janet Yellen samt chefen for centralbankens vigtige New York-afdeling, John Williams.

TYSK FORBRUGERTILLID STIGER

Dagen vil også blive præget af flere nøgletal, hvor udviklingen i den tyske forbrugertillid allerede er offentliggjort.

Indekset steg til minus 21,1 i oktober fra minus 21,9 måneden før, viser en opgørelse fra analysevirksomheden GFK - Gesellschaft für Konsumforschung. Dermed er der tale en forbedring, men økonomerne havde ventet et indeks på minus 22,5 - og altså en forværring - ifølge Bloomberg News.

Senere på dagen følger desuden tal for det amerikanske privatforbrug, ordreindgang af varige goder samt ledighedstal.

.\\˙ MarketWire