Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

GN-topchef ser AI-netværk blive en fast del af høreapparatudviklingen i fremtiden

17/10 13:25

Brugen af kunstig intelligens med specifikke netværk som legeplads er en klar del af fremtiden for udviklingen af høreapparater.

Både danske Demant og schweiziske Sonova arbejder med den såkaldte Deep Neural Network-teknologi (DNN) i deres seneste topprodukter, og selv om det endnu ikke er en del af ligningen hos GN's høreapparatforretning, kommer det med stor sikkerhed til at blive det i fremtiden.

Endnu kan det dog ikke stå alene uden brug af direktionalitet i høreapparaternes mikrofoner, lyder det fra det danske selskab. Direktionalitet er også en del af schweiziske Sonovas nyeste topprodukt, Phonak Infinio Sphere, der får en del opmærksomhed i markedet lige nu.

Men helt flyvefærdig er AI-styret støjstyring i høreapparater endnu ikke, mener GN, der stadig holder på klare fordele ved selskabets topprodukt, Resound Nexia, som blev lanceret sidste år.

- Vi har rigtig meget respekt for Sonova, og vi vil ikke miskreditere noget som helst, de laver. Vi tror også på DNN, men vi vil sandsynligvis bare tage en lidt anden vej, siger Peter Karlstromer, der er administrerende direktør hos GN, i forbindelse med selskabets investorpræsentation på denne uges messe hos den europæiske brancheforening for audiologer, Europäische Union der Hörakustiker (EUHA), i Hannover i den tyske delstat Niedersachsen.

BATTERITID ER AFGØRENDE

Et par af de vigtigste spørgsmålstegn omkring brugen af AI og DNN er, at det kan koste gevaldigt på batteritiden på grund af den store datamængde, der skal behandles, og samtidig kan det også gå ud over størrelsen på det endelige produkt, som ifølge GN fortsat har stor betydning for slutbrugerne.

Hos Sonova er det nye topprodukt eksempelvis gået op i størrelse for at få plads til de to separate chipset, der driver henholdsvis den traditionelle del af høreapparatet og AI-systemet.

- DNN er en rigtig god måde at arbejde med lyd på. Det er noget, vi tror rigtig meget på i GN. Vi er fuldt ud engageret i den del. Men det er som alt andet teknologi. Det handler om at bruge det på en rigtig god måde, som skaber virkelige brugerfordele. Det er det, vi er så optagede af, siger Peter Karlstromer i et interview med MarketWire efter torsdagens præsentation.

- Og vi tror også, at andre ting er vigtige. Formfaktorer, batteritid og forbindelsesmuligheder. Vi forsøger virkelig ikke at lave for mange kompromiser der, når vi udvikler den næste generation af høreapparater. Vi vil ikke afvige fra den kurs, vi har sat. Men vi vil bruge ny teknologi til at gøre vores produkter endnu bedre, fortsætter han.

Det indebærer blandt andet også at udvikle et AI-netværk - eller Deep Neural Network (DNN) - som ikke æder batteriet op for hurtigt.

- De algoritmer, der laver lydbehandlingen, skal udvikles på en måde, så de bruger så lidt strøm som muligt, og det er det, vi vil forsøge at opnå, forklarer Peter Karlstromer.

I forbindelse med GN's præsentation ved EUHA-messen torsdag pegede Scott Davis, der er chef for GN's høreapparatforretning på, at visse dele af markedet fortsat foretrækker traditionelle batterier i høreapparaterne, der kan holde flere dage.

Men det er en begrænset del af markedet, og det er formentlig ikke en gangbar løsning for den videre udvikling af AI-høreapparater at skifte batteriteknologi igen, lyder det fra Peter Karlstromer.

- En del af markedet foretrækker fortsat traditionelle udskiftelige batterier. Det er mest drevet af ældre patienter, der måske glemmer at skifte batterierne. Så det er ikke noget, der vil ændre dynamikken i udviklingen af AI, siger han til MarketWire.

GN arbejder i øvrigt allerede med DNN-teknologi i andre dele af forretningen. Det gælder blandt andet gamingudstyrsforretningen Steelseries.

.\\˙ MarketWire