Jyske Banks nye strategi overskygger et ellers fornuftigt regnskab
29/10 09:30
Jyske Bank kunne for et par uger siden tage brodden ud af regnskabsoverraskelser i årets tredje kvartal, da banken opjusterede forventningerne til hele året.
Om årsagen til den fremskyndede opjustering skyldes den nye strategi, som bankens topchef, Lars Mørch, har lagt på bordet lige før offentliggørelsen af regnskabet, skal stå hen i det uvisse - men den nye strategi fra banken overskygger regnskabet for juli, august og september.
Strategien er præsenteret næsten på årsdagen for den tidligere Jyske Bank-direktør Anders Dams fratræden, der skete sidste år den 31. oktober. Der overtog Lars Mørch direktørstolen i den Silkeborg-baserede bank - og efter et års arbejde er han nu klar med sine finansielle ambitioner og planer.
Jyske Bank skruer en smule op for forretningen af egenkapitalen, der skal forbedres med 10 pct. i forhold til den nuværende forrentning på 13,2 pct. Det betyder, at banken regner med en bedring på rundt regnet 1,3 procentpoint i 2028.
Omkostningsprocenten skal ligge under 50, og der befinder den sig også i dag, hvor den er på 46,2.
Samtidig kan aktionærerne fortsat se frem til en "attraktiv udlodning", og ambitionen er at udlodde 30 pct. af aktionærernes resultat suppleret af aktietilbagekøb.
REGNSKAB SOM VENTET
Tilbage til regnskabet, så lander de fleste af posterne over det, analytikerne havde forventet. Og banken fastholder den nylige opjustering.
Banken venter et overskud i år på 5,0-5,3 mia. kr., hvilket ligger godt i tråd med analytikernes forventninger om et overskud på bundlinjen på 5,225 mia. kr. ifølge et estimat fra banken selv, der dog er indsamlet før opjustering. Overskuddet ventes altså at være mindre end i 2023, hvor det var på lige knap 6 mia. kr. eller mere nøjagtigt 5,904 mia. kr.
I regnskabet for tredje kvartal overrasker især en post markant. Det er nedskrivningerne, der er en tilbageførsel på 82 mio. kr. mod på 13 mio. kr. i tredje kvartal sidste år og en ventet udgift - altså en reel nedskrivning - på 36 mio. kr. ifølge et estimat indsamlet af banken selv.
- Indtægten kan blandt andet henføres til lavere ledelsesmæssige skøn vedrørende nedskrivninger, oplyser Jyske Bank.
Samlet har banken tilbageført 151 mio. kr. i årets ni første måneder fra deT ledelsesmæssige skøn vedrørende nedskrivninger, der ved udgangen af september lå på 1783 mio. kr. At banken er begyndt at tære på bufferen skyldes lavere makro-økonomiske risici, oplyses det.
Tabel over Jyske Banks regnskab for tredje kvartal 2024:
Mio. kr. | Q3 24 | Q3 24(e) | Q3 23 | FY 24(e) | FY 23 |
Nettorenter | 2334 | 2361 | 2516 | 9556 | 9722 |
Nettogebyrer og provisioner | 627 | 631 | 603 | 2638 | 2579 |
Basisindtægter | 3479 | 3435 | 3671 | 13.660 | 14.356 |
Basisomkostninger | 1608 | 1578 | 1524 | 6449 | 6103 |
Basisresultat f. nedskrivninger | 1871 | 1857 | 2147 | 7211 | 8253 |
Nedskrivninger | -82 | 36 | -13 | 174 | 127 |
Basisresultat | 1953 | 1821 | 2160 | 7037 | 8126 |
Beholdningsresultat | 6 | 5 | -65 | 22 | -3 |
Resultat f. skat | 1959 | 1826 | 2166 | 7059 | 7888 |
Skat | 505 | 473 | 548 | 1834 | 1984 |
Nettoresultat | 1421 | 1353 | 1618 | 5225 | 5904 |
(e): Gennemsnitsestimater indsamlet af Jyske Bank selv fra op til seks eksterne analytikere inden opjusteringen den 11. oktober.
Jyske Banks forventninger til 2024:
Ved Q3 | 11. oktober | Ved Q1 | 29. januar | |
Res. efter skat (mia. kr.) | 5,0-5,3 | 5,0-5,3 | 4,3-5,1 | 4,3-5,1 |
Res. per aktie (kr.) | 75-80 | 75-80 | 64-76 | 64-76 |
.\\˙ MarketWire