Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Råvarer: Oliepriserne holder niveau i håbet om amerikansk hjælpepakke

1/10 07:19

Oliepriserne holder niveau torsdag morgen, men stiger sammenlignet med onsdag eftermiddag, efter at amerikanske lovgivere har udsat voteringen til en coronahjælpepakke på 2200 mia. kr. - knap 14.000 mia. kr. - i håbet om at nå en tværpolitisk aftale.

Samtidig skaber det stigende smittetal bekymringer for efterspørgslen.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 42,26 dollar mod 41,82 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 40,14 dollar mod 39,86 dollar onsdag eftermiddag.

Den amerikanske finansminister, Steve Mnuchin, siger ifølge Reuters, at forhandlingerne med formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, om en coronahjælpepakke skrider fremad.

WTI-olien steg onsdag, efter at det amerikanske energiministerium, EIA, offentliggjorde lagertal for uge 39, der viste et større fald i både olie- og destillatlagrene end ellers ventet.

Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, har fra august til september øget sin produktion med 160.000 tønder om dagen, efter at Libyen har genopstartet noget af sin produktion, og Iran har øget sin eksport, viser en undersøgelse foretaget af Reuters.

Samtidig har ANZ Research i et notat bemærket, at Rusland, der er allieret med Opec og samlet går under Opec+, har øget sin produktion over den samlede organisations produktionsgrænse, der blev indført i april.

- Stigende produktion fra Opec+ risikerer at sætte nedskæringsindsatsen over styr, mens markedet stadig kæmper mod en svag efterspørgsel, siger ANZ Research ifølge Reuters.

I en undersøgelse foretaget af Reuters vurderer 40 analytikere og økonomer, at den globale olieefterspørgsel vil falde med 8 til 9,8 mio. tønder om dagen - et lille fremskridt fra sidste måneds vurdering på 8 til 10 mio. tønder om dagen.

Samtidig falder den gennemsnitlige forventning til prisen på Brent for resten af året fra 42,75 dollar per tønde sidste måned til 42,48 dollar.

Guld- og kobberpriserne stiger torsdag morgen, hvor en troy ounce guld koster 1895,47 dollar mod 1892,17 dollar onsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller handles et ton kobber samtidig i 6694,50 dollar mod 6688 dollar onsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS