Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Jyske Bank og Tryg i fokus efter solide regnskaber

16/4 08:22

Jyske Bank kan komme i fokus fredag morgen, efter at banken har opjusteret sine forventninger til året i forbindelse med sit første kvartal, der bød på faldende basisomkostninger og stigende basisindtægter.

Tryg-aktierne kommer formentlig også til at stjæle en del af rampelyset, eftersom selskabet har kunnet fremvise solide resultater i første kvartal, der især er blevet hjulpet godt på vej af et positivt investeringsresultat, som markant overgår forventningerne.

Samlet set er der på det danske aktiemarked udsigt til en blandet åbning.

Futuren for det tyske DAX-indeks ligger torsdag morgen i grønt med en stigning på 0,3 pct., mens futures for de tre ledende amerikanske hovedindeks indikerer fald på op til 0,2 pct.

Reaktionen hos de amerikanske futures kommer dagen efter en rekorddag, hvor investorernes risikovillighed blev ansporet af et stærkt amerikansk detailsalg.

C25-indekset sluttede torsdag 0,8 pct. højere i 1719,26 og nåede igen inden for rækkevidde af lukkerekorden fra i fredags på 1724,42.

De danske høreapparatkæmper - GN Store Nord og Demant - kan også komme til at befinde sig i centrum efter nye anbefalinger, der dog stikker i forskellige retninger.

POSITIVT INVESTERINGSRESULTAT TRÆKKER OP HOS TRYG

Et positivt investeringsresultat er den helt store svingfaktor i Trygs regnskab for første kvartal, som dog også byder på fremgang i både præmieindtægter og forsikringsresultat.

Investeringsresultatet er i første kvartal landet på 343 mio. kr., hvor analytikernes havde ventet 150 mio. kr.

Sidste år ramte coronakrisen selskabets investeringsresultat med 1 mia. kr., og dermed er investeringerne primært årsagen til, at Tryg har vendt sidste års underskud på 442 mio. kr. til et nettooverskud på 814 mio. kr. Analytikerne havde før regnskabet estimeret et overskud på 654 mio. kr. i kvartalet.

Torsdag faldt Tryg-aktien for femte dag i træk. Denne gang med 0,8 pct. til 147,25 kr.

JYSKE BANK OPJUSTERER EFTER FØRSTE KVARTAL

Jyske Bank har opjusteret forventningerne til overskuddet før skat i 2021 til 3,0-3,4 mia. kr. mod tidligere 2,7-3,2 mia. kr. Efter skat ventes overskuddet at lande på 2,3-2,7 mia. kr. mod tidligere 2,1-2,5 mia. kr.

Det oplyser banken fredag morgen i forbindelse med sit regnskab for første kvartal.

- Udviklingen i årets to første måneder med et højt aktivitetsniveau på blandt andet handelsområdet blev yderligere forstærket i marts. Det bidrager til, at forventningerne til resultat per aktie i 2021 opjusteres til 31-35 kr. fra 27-33 kr., skriver banken i en meddelelse.

Bankaktien faldt torsdag 2,2 pct. 294 kr.


ANALYTIKERNYT TIL HØREAPPARATERNE

De to danske høreapparatgiganter, GN Store Nord og Demant, vågner begge op til analytikernyt fra Credit Suisse.

GN har fået sænket sin anbefaling til "neutral" fra tidligere "outperform" hos finanshuset, rapporterer Reuters.

Mediet har udeladt kursmålet, men ifølge Bloomberg lød det i februar på 555 kr.

Det sker, selv om selskabet onsdag løftede sine forventninger til 2021 efter en stærk udvikling i Audio-divisionen. For GN Audio ventes nu en organisk vækst på mere end 25 pct. sammenlignet med en tidligere prognose på mere end 20 pct.

GN steg torsdag 0,7 pct. til 542,80 kr.

Demant har derimod fået hævet sin anbefaling til "neutral" fra "underperform", mens kursmålet hæves til 300 kr. fra 250 kr.

Demant-aktien lukkede torsdag 0,2 pct. højere i 297,70 kr.

Det amerikanske finanshus Morgan Stanley indleder dækning af aktien i Ambu med anbefalingen "overvægt" og med et kursmål på 350 kr.

Torsdag steg Ambu 2,7 pct. til 319,70 kr.

MÆRSK DRILLING FÅR BOREKONTRAKT

Maersk Drilling har fået en kontrakt i hus med PC Gabon Upstream, der er ejet af Petronas. Værdien er på omkring 24 mio. dollar.

Det drejer sig om boreskibet Maersk Viking, der skal i aktion, oplyser selskabet fredag morgen.

En aktie i Maersk Drilling steg 1,6 pct. torsdag til 263,80 kr.

/ritzau/FINANS